Genrefoto.

Genrefoto. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Organisation vil have hjælp til kommuner for at håndtere flere vielser

Udgivet: 11/08/2026

Del artiklen:

Flere kommuner melder om lang ventetid på at blive viet og et voksende pres på kapaciteten, hvilket blandt andet er et resultat af, at flere udlændinge kommer til Danmark for at blive gift, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

I Københavns Kommune er der alene i august planlagt cirka 800 vielser mod 540 i samme måned sidste år. Kommunen forventer ifølge Dansk Erhverv, at op mod 75 procent af dem vil være internationale vielser.

Det skyldes ifølge organisationen, at det administrativt er mere enkelt at blive gift i Danmark end i mange andre lande.

Mens det er positivt, at det skaber større omsætning hos dansk erhvervsliv, betyder det også flere udgifter for kommunerne. Derfor kalder DE på en økonomisk håndsrækning til kommunerne, der ikke får del i det gebyr, internationale par skal betale for at blive viet.

Udenlandske par betaler i stedet gebyret til Familieretshuset for at få udstedt en prøvelsesattest, der er et officielt bevis på, at man opfylder alle betingelser for at blive gift i Danmark.

Tidligere mandag offentliggjorde Danmarks Statistik vielsestal for juni og dermed for første halvdel af 2026. Alene i juni var der på landsplan 5161 vielser. Det er det højeste antal for den måned i statistikkens historie, der strækker tilbage til 2007.

I juni i år havde Borgerservice i de største danske kommuner ekstra travlt på grund af den særlige dato 26-06-26.

Det meddelte både Odense Kommune, Aarhus Kommune og Københavns Kommune. I Aarhus havde folkekirken så travlt, at den åbnede for spontane vielser - eller "drop-in-vielser", skrev TV2 Østjylland.

RITZAU/RMN

Sidst opdateret: 12/08/2026 - 15:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]