
Carsten Rasmussen vil have sit portræt præsenteret i januar 2027 ved sit 25-års jubilæum i kommunalpolitik. - Foto: Næstved Kommune
Tidligere borgmester kan vælge mellem de to billigste portrætmalere
Selvom Økonomiudvalget har indstillet de to ud af fire kunstnere, der har tilbudt den billigste pris for et portræt af Carsten Rasmussen, løber prisen stadig op i over 100.000 kroner.
Udgivet: 17/06/2026
I Næstved Kommune har Økonomiudvalget mandag besluttet, at den tidligere borgmester Carsten Rasmussen kan vælge mellem de to billigste ud af fire kunstnere, som har givet et tilbud på at male ham.
Han var borgmester i 14 år for Socialdemokratiet, indtil han ved KV25 tabte posten til Kenneth Sørensen (V).
Han ønsker selv, at portrættet kan præsenteres ved hans 25-års jubilæum som byrådspolitiker til januar 2027 ved en reception, hvor kunstneren også er til stede.
Det fremgår af mødereferat i Økonomiudvalget fra mandag 15. juni.
Her er kunstnernes tilbud
Apolonia Sokol: 264.000 kroner
Anne Gyrite Schutt: 108.000 kroner
Peter Rolsted: 110.000 kroner
Mie Mørkeberg: 236.000 kroner
Økonomiudvalget har besluttet, at Carsten Rasmussen kan vælge mellem Anne Gyrite Schutt, hvis arbejde vil koste 108.000 kroner, og Peter Rolsted, der er kommet med et tilbud på 110.000 kroner.
De to fravalgte er Apolonia Sokol og Mie Mørkeberg, hvis tilbud er dobbelt så dyre. Der står i administrationens bemærkninger, at de "er anerkendte og lagt fremme på den internationale kunstscene, hvilket prisen også afspejler".
Du kan finde hele beskrivelsen af tilbuddene her.
Tradition for portrætter
En lang række kommuner har tradition for, at de afgåede borgmestre får et portræt. Dog varierer prisen noget.
Mens Næstved nu er gået med de lidt billigere malere, godkendte Ringsted Kommune i foråret, at tidligere borgmester Henrik Hvidesten skal males af kunstneren Mikael Melbye, hvilket der blev afsat 223.000 kroner til.
Også i Brøndby Kommune er det blevet besluttet at få lavet et portræt af den siddende borgmester Maja Højgaard for op til 200.000 kroner.
I København besluttede man tidligere i juni, at man afsætter 175.000 kroner til et portræt af tidligere overborgmester Frank Jensen.
Sidst opdateret: 17/06/2026 - 10:28












































