
Borgmesterportrætter vidner om, at det er et historisk erhverv. Fotoet er fra 1997 af afgående Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen og Tommy Storkholm, som malede portrættet til byrådssalen. - Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix
Skal borgmesterportrættet koste 200.000 eller 200 kroner?
Der er forskel på kommunernes traditioner for at få afbildet borgmestre. Nogle fortsætter med malede portrætter for at signalere, at man står på skuldrene af sine forgængere, mens andre nøjes med fotografier.
Udgivet: 18/02/2026
I Egedal Kommune skal Økonomiudvalget senere i dag tage stilling til, om der skal anvendes op til 65.000 kroner fra Kunstpuljen til et portræt af den afgående borgmester, Vicky Holst Rasmussen.
Administrationen indstiller dette, for der er en tradition i kommunen for at få lavet et portræt af den afgående borgmester, fremgår det af dagsordenen for mødet.
I Brøndby Kommune er det for nylig blevet besluttet at få lavet et portræt af den siddende borgmester Maja Højgaard for op til 200.000 kroner. Det er i tråd med en principbeslutning fra 2018 om, at et portrætmaleri af en ny borgmester skal males inden for det første halvår i den nye valgperiode og skal op at hænge ved siden af de andre malede portrætter i mødesalen.
Men det skete ikke uden diskussion.
Tre partier stillede et ændringsforslag om, at der i stedet for et maleri skal tages et portrætfoto af borgmesteren i samme format og ramme som portrætmalerierne af tidligere borgmestre, men de var i undertal, fremgår det af referatet.
Sjællandske Nyheder har beskrevet, at man i Hvidovre også har diskuteret, om traditionen skal videreføres eller om det er for mange penge, og at man i Albertlund har valgt at bruge fotografier til omkring 200 kroner i stedet for malerier.
I 2022 ledte det endda til et borgerforslag i Rudersdal Kommune, da kommunen brugte 250.000 kroner til et portræt af den afgående borgmester Jens Ive kort tid efter, kommunen havde sat skatten op, som vi beskrev her på NB-Kommune.
Et historisk erhverv
Når kommuner vælger at holde fast i at få malet portrætter af borgmestrene, handler det om kulturarv, og at det malede portræt historisk har været forbundet med magt.
TV2 Kosmopol har i forbindelse med en rundspørge til hovedstadskommunerne om traditionen for borgmesterportrætter talt med kunsthistoriker og samlings- og udstillingschef på Frederiksborg Slot, Mette Houlberg Rung.
"Når man har borgmesterportrættet hængende, understreger det, at man står på skuldrene af en masse andre, der har været før én. Det er et historisk erhverv, man træder ind i", siger hun til mediet.
Sidst opdateret: 18/02/2026 - 19:18












































