
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christina K. Hansen vil være ny næstformand for Socialdemokratiet
På Facebook melder Holbæks borgmester, Christina K. Hansen, nu sit kandidatur til at overtage posten som næstformand i partiet. Det sker på opfordring af flere socialdemokratiske borgmestre, fortæller hun.
Udgivet: 10/06/2026
På næste hovedbestyrelsesmøde i Socialdemokratiet skal der vælges ny næstformand for Socialdemokratiet, og Holbæks borgmester Christina K. Hansen (S) håber, det bliver hende.
"I vores parti har vi en tradition for at posten besættes af en fra det kommunale bagland, så vi altid husker at have en tæt forbindelse mellem det lokalpolitiske arbejde og det politiske arbejde på Christiansborg," skriver hun på Facebook.
Hun fortsætter:
"Det er med både stolthed, ydmyghed og en stor portion sommerfugle i maven, at jeg på opfordring fra flere socialdemkratiske borgmesterkolleger har meldt mit kandidatur som Socialdemokratiets nye næstformand."
Christina K. Hansen vil være bindeled mellem lokalpolitiske kolleger og folketingsgruppen. Posten som næstformand er blevet ledig efter at Marie Stærke, tidligere borgmester i Køge, har trukket sig.
"For mig vil opgaven som borgmester altid komme først. Det er her, jeg hver dag møder de mennesker og udfordringer. der minder mig om, hvorfor jeg engagerede mig politisk. Netop de erfaringer håber jeg at kunne bringe med ind i arbejdet som næstformand," skriver Christina K. Hansen.
I går byttede hun plads med Anders Winnerskjold i KL for at undgå eventuelle habilitetsproblemer på børn og unge-området, eftersom hendes mand, Jacob Mark (SF), er blevet minister.
Sidst opdateret: 10/06/2026 - 12:32












































