
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
KL: Velfærd, anlæg og økonomisk sikkerhed bliver hovedkrav til økonomiforhandlinger
KL fremlægger krav til økonomiforhandlinger om fortsat løft af velfærden, større anlægsfrihed og hjælp til kommuner under økonomisk pres, mens milliardregninger og en presset tidsplan skaber usikkerhed.
Udgivet: 09/06/2026
KL melder nu ud, hvad kommunernes prioriteter til de kommende økonomiforhandlinger bliver. For de længe ventede økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL begynder nemlig onsdag, når parterne mødes til det første forhandlingsmøde i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Hos KL bliver det vigtigste mål at fastholde det sporskifte, som de seneste to økonomiaftaler har været præget af, med ekstra midler til kommunal velfærd ud over det demografiske træk.
"Det har haft konkret betydning for borgernes hverdag, at vi efter mange år med stram styring i stedet har fået midler til at udvikle den lokale velfærd. Derfor er det også meget vigtigt, at vi nu holder os i sporet, så vi i højere grad kan indfri de forventninger, borgerne har til velfærden i deres hverdag," siger KL-formand Peter Rahbæk Juel (S).
Han peger på, at udgifterne på socialområdet fortsat stiger kraftigt, at ældreplejen er under pres, og at kommunerne samtidig ønsker at styrke folkeskolen. Derfor er det ifølge KL afgørende, at prioriteringen af velfærden fortsætter i den kommende aftale.
Komprimeret forhandlingsforløb og intet om selskabsskat
Den pressede tidsplan kan dog få betydning for ambitionsniveauet i årets forhandlinger. Peter Rahbæk Juel lægger op til, at nogle af de større politiske diskussioner kan blive vanskelige at nå i mål med i denne omgang.
"Normalt ville vi have tid til en god dialog kommunerne imellem i sådan et forhandlingsforløb. Det hele bliver lidt mere komprimeret denne gang. Men hvis vi skal vælge mellem at køre efter terrænet eller landkortet, så vælger vi terrænet," siger han.
Fokus bliver derfor i høj grad at sikre kommunerne et brugbart grundlag for budgetlægningen, mens mere langsigtede eller komplekse spørgsmål eventuelt må håndteres senere. KL nævner eksempelvis ikke noget om en ændring af selskabsskatteordningen, som mange borgmestre ellers har set frem til.
Samtidig ønsker KL, at kommunernes anlægsramme bliver et centralt tema ved forhandlingsbordet. KL ønsker plads til investeringer i skoler, daginstitutioner, plejehjem og øvrige kommunale bygninger. Derudover ønsker KL en fortsættelse af det ekstraordinære finansieringstilskud og flere midler til økonomisk udfordrede kommuner.
Store usikkerheder i kommunernes økonomi
Årets forhandlinger foregår desuden på baggrund af betydelig økonomisk usikkerhed i kommunerne. Både EU-dommen om merarbejde for deltidsansatte, Højesterets dom om arbejdsskadeerstatninger, efterbetalinger af kommunal medfinansiering på sundhedsområdet samt problemer omkring ejendomsskatter risikerer at udløse store ekstraregninger i de kommende år.
"Kommunerne skal have ordentlige rammer for budgetlægningen. Det er svært at forudsige, hvordan de sager vil komme til at ramme i de enkelte kommuner, men vi har brug for at få sagerne frem i lyset," siger KL's næstformand Martin Damm (V).
KL efterlyser derfor større klarhed om konsekvenserne, så kommunerne får et mere sikkert grundlag for budgetlægningen og bedre mulighed for at vurdere, hvor stort råderummet reelt er i de kommende budgetter.
Sidst opdateret: 09/06/2026 - 15:39












































