Din Stemmes Marie-Louise Brehm Nielsen blev præsenteret som ny borgmester i Lolland Kommune i november 2025. Folketingets Ombudsmand kræver nu svar på, hvorfor borgmesteren og to andre lokalpolitikere i Lolland Kommune har opsagt abonnementer hos lokalavis i kølvandet på kritiske artikler.

Din Stemmes Marie-Louise Brehm Nielsen blev præsenteret som ny borgmester i Lolland Kommune i november 2025. Folketingets Ombudsmand kræver nu svar på, hvorfor borgmesteren og to andre lokalpolitikere i Lolland Kommune har opsagt abonnementer hos lokalavis i kølvandet på kritiske artikler. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lolland Kommune afviser lovbrud: Opsigelse af lokalavis var ikke en straffeaktion

Kort tid efter en kritisk artikel opsagde borgmester Marie-Louise Brehm og to øvrige byrådsmedlemmer deres kommunalt betalte abonnementer på Folketidende. Lolland Kommune afviser over for ombudsmanden, at der var tale om en straffeaktion.

Udgivet: 08/06/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

Nu afviser Lolland Kommune, at der var tale om en "straffeaktion", da det kommunale abonnement blev opsagt.

"Det er kommunens opfattelse, at opsigelsen af de nævnte abonnementer ikke er truffet med et sådant formål," skriver Lolland Kommune i et skriftligt svar til Folketingets Ombudsmand, som har krævet en redegørelse i sagen.

Den 29. april opsagde borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme), Tine Vinther Clausen (V) og Henrik Jacobsen (K) deres kommunalt betalte abonnementer på lokalmediet Folketidende.

Opsigelsen skete dagen efter, at Folketidende havde bragt en artikel med anonyme kilder, der kritiserede kommunaldirektør Thomas Knudsen og administrationen for at have for meget magt.

Her gik borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen ud med en kritik af avisen på sociale medier, hvor hun blandt andet skrev:

"Misforstå mig ikke. Kritik er nødvendig, for der bliver begået fejl. Men kritikken skal være fair, åben og ansvarlig, ellers mister den sin legitimitet."

Tidligere borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen, tilkendegav desuden over for Journalisten, at han ville straffe avisen:

"Jeg vil gerne straffe dem. Det lægger jeg ikke skjul på. Men det er kun byrådet, der kan afgøre, at de ikke vil holde den avis mere. Og så bliver det jo ikke begrundet med det der. Så handler det om, at man ikke får et produkt, der er godt nok," sagde han.

Holger Schou Rasmussen ville blandt andet straffe Folketidende ved at rejse et forslag i byrådet om at spare abonnementerne på lokalmediet væk.

Uddrag af Lolland Kommunes besvarelse til Folketingets Ombudsmand

Opsagte abonnementer og baggrund

“Lolland Kommune stiller som udgangspunkt abonnement på lokalavisen Folketidende til rådighed for alle byrådets medlemmer. Om og i hvilket omfang det enkelte abonnement anvendes, betragtes som det enkelte byrådsmedlems eget valg.”

“Inden for de seneste måneder er der opsagt i alt 3 abonnementer på Folketidende. De opsagte abonnementer vedrører borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen, og byrådsmedlemmer Tine Vinther Clausen og Henrik Jacobsen.”

“Der er ikke opsagt abonnementer tilhørende forvaltningen eller til Kommunens øvrige institutioner mv.”

“Opsigelserne af de tre abonnementer blev effektueret af Lolland Kommunes sekretariat efter konkret anmodning fra borgmesteren og de nævnte byrådsmedlemmer. Muligheden for abonnement er fortsat til stede for alle byrådsmedlemmer, der ønsker det.”

“Kommunen har fortsat abonnementer på Folketidende i forvaltningen og på institutioner mv., og der er ikke truffet beslutning om generelt at afvikle Kommunens abonnementer på eller annoncering i Folketidende.”

“Yderligere skridt”

“Borgmesterens udtalelse om ”yderligere skridt” i opslaget af 28. april 2026 vedrørte overvejelser om, hvordan Kommunen fremover bør tilrettelægge sin medvirken i interviews mv. med Folketidende, herunder eventuelt øget brug af skriftlige svar.”

“Der er ikke truffet beslutning om eller iværksat tiltag med det formål at begrænse Folketidendes adgang til information eller at sanktionere avisen økonomisk.”

Forslag om at skære alle udgifter til abonnementer og annoncer

“Der er på nuværende tidspunkt ikke fremsat noget formelt forslag i byrådet om at reducere eller helt fjerne Kommunens udgifter til abonnementer og annoncer i Folketidende.”

“Det bemærkes, at byrådet i 2024 behandlede et spareforslag om ophør af annoncering i Ugeavisen (trykt ugentlig avis under Folketidende-gruppen, hvor Kommunen løbende annoncerer med borgerinformation) svarende til en årlig besparelse på 150.000 kr.”

“Spareforslaget blev ikke godkendt af byrådet.”

“Der er ikke en aktuel sag på byrådets dagsorden om at reducere udgifterne til abonnementer og annoncer, men under henvisning til tidligere fremsatte forslag kan det ikke udelukkes, at der fremadrettet vil blive stillet forslag om sådanne tiltag. Byrådet har vedtaget rammebesparelser på 217 mio. kr. for 2027, der nu skal udmøntes i konkrete forslag og handleplaner.”

“Kommunen har heller ikke i øvrigt iværksat eller besluttet tiltag, der har til formål generelt at afvikle Kommunens abonnementer på eller annoncering i Folketidende.”

Afsluttende bemærkning

“Lolland Kommune er opmærksom på det forvaltningsretlige saglighedskrav og ombudsmandspraksis om, at offentlige myndigheder ikke må anvende økonomiske dispositioner som ”straffeaktioner” over for medier, jf. bl.a. FOB 1984.156 og FOB 1992.141.”

“Det er Kommunens opfattelse, at opsigelsen af de nævnte abonnementer ikke er truffet med et sådant formål.”

“Såfremt Ombudsmanden måtte finde, at opsigelserne er i strid med gældende praksis, skal Kommunen herved tilkendegive, at forholdet vil blive berigtiget, og at de pågældende abonnementer vil blive genoprettet.”

Øget brug af skriftlige svar

I redegørelsen til Folketingets Ombudsmand bemærker Lolland Kommune, at sådan et forslag endnu ikke er fremsat.

Ifølge kommunen drejer de overvejelser, om "yderligere skridt" mod Folketidende, som Marie-Louise Brehm Nielsen i et opslag på sociale medier har luftet, om, "hvordan kommunen fremover bør tilrettelægge sin medvirken i interviews mv. med Folketidende, herunder eventuelt øget brug af skriftlige svar," lyder det i svaret til Ombudsmanden.

"Der er ikke truffet beslutning om eller iværksat tiltag med det formål at begrænse Folketidendes adgang til information eller at sanktionere avisen økonomisk," tilføjer kommunen i svaret til Ombudsmanden.

Forvaltningens forslag til svar blev forelagt byrådet den 28. maj 2026.

Lolland Kommune oplyser, at den vil rette ind og genoprette abonnementerne, hvis Ombudsmanden vurderer, at opsigelserne er "i strid med gældende praksis".

NB-Kommune har forsøgt at få et interview med borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen, men det har ikke været muligt inden deadline.

NB-Kommune har tidligere beskrevet, hvordan Lolland Kommunes chefjurist tidligt i forløbet advarede kommunen om, at beslutningen kunne føre til kritik hos Ombudsmanden:

Fik du læst?

Chefjurist advarede politikere efter opsigelse af avisabonnementer

Fik du læst?

Ombudsmanden går ind i sag om opsagte avisabonnementer

Sidst opdateret: 08/06/2026 - 12:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]