atNorth har allerede et datacenter i Varde, som med 171 hektar og 500 megawatt er et af de største datacentre i Danmark. Med 203 hektar og op mod 800 megawatt vil datacenteret i Faxe overgå størrelsen i Varde.

atNorth har allerede et datacenter i Varde, som med 171 hektar og 500 megawatt er et af de største datacentre i Danmark. Med 203 hektar og op mod 800 megawatt vil datacenteret i Faxe overgå størrelsen i Varde. - Foto: Presse, atNorth

Snævert flertal stemte for at gå videre med gigantisk datacenter i Faxe

Faxe Kommune vil søge om dispensation for planloven for at teste, om et af landets største datacentre kan få lov til at blive bygget. Et af de lokale gods kan potentielt få en jordhandel på 50 millioner kroner.

Udgivet: 29/05/2026

Jeppe Sahlholdt Christensen

Journalist

Del artiklen:

"Denne her sag er stor og principiel. Jeg ved, at der er forskellige politiske meninger, holdninger og dilemmaer i spil."

Sådan indledte borgmester Mikkel Dam (LA) torsdag aften punktet på byrådets dagsorden, som handlede om, hvorvidt Faxe Kommune skal sende en ansøgning om dispensation for planloven til den kommende minister for området. Det resort, som lige nu hedder byer og landdistrikter.

13 politikere stemte for og 12 imod dispensationsansøgningen.

Dermed kan kommunen og virksomheden atNorth nu komme videre i processen om at etablere et gigantisk datacenter på op mod 800 megawatt, som kan ende med at blive ét af de største i Danmark.

NB-Forsyning & Klima har tidligere beskrevet, at datacentre – med servere og datakapacitet til kunstig intelligens, lagring af mails, billeder og video – er blevet en varm kartoffel i dansk politik.

Datacentre er allerede kommet op i flere landsdele, og de sluger strøm som storbyer. Protesterne bliver samtidig flere og flere. Derfor må Christiansborg på banen, så byrådspolitikerne ikke skal stå med de tunge beslutninger selv, lyder det fra flere kanter.

"Jeg ved, at der er borgere til stede på rækkerne, som selvsagt er utrygge. Specielt med tanke på de mange ubekendte, der er forbundet med sådan en ansøgning," tilføjede Mikkel Dam, inden debatten torsdag aften for alvor begyndte.

Fakta

Om atNorth

“Why Denmark? The perfect location for your datacenter."

Sådan skriver atNorth på deres hjemmeside om, hvordan Danmark tilbyder adgang til ren og billig strøm, stabil fiberforbindelse og uddannet talent. Og om hvordan det stabile danske klima – både vejrmæssigt og politisk – tilbyder en af planetens sikreste lokationer for datacentre.

atNorth blev grundlagt i 2009 i Island, som en del af Advania Group. I 2017 blev firmaet fraspaltet til et selvstændigt selskab.

I 2022 blev atNorth opkøbt af det schweiziske investeringsselskab Partners Group, som er noteret på børsen i Zürich. Partners Group er en af verdens største kapitalforvaltere med 1.000 milliarder kroner i sin forvaltning.

atNorth har 12 datacentre i Norden, der allerede er bygget eller er i plan og byggeproces. Tre datacentre i Island, fire i Finland, tre i Sverige og to i Danmark - ét i Ballerup og ét i Øgod, Varde.

Lokalt gods vil sælge jorden

Det er på en 203 hektar stor grund ved den lille landsby Høsten Torp uden for Haslev, at virksomheden atNorth vil opføre et datacenter.

Virksomheden har allerede to datacentre i Danmark, men ifølge ansøgningen til Faxe Kommune vil datacenteret med op mod 800 megawatt blive ét af landets største.

Og i forhold til placeringen af datacenteret, er det et af landets største godser, Bregentved Gods, som håber at kunne sælge jorden til atNorth.

Priserne på jord går kun én vej i øjeblikket, og midt på Sjælland handles landbrugsjord til nogle af de højeste priser i landet. Omkring 250.000 kroner per hektar.

Moltke-familien, som har ejet Bregentved Gods i generationer og som rangerer i toppen af listen over dem, der ejer de største arealer i Danmark efter Naturstyrelsen og Forsvaret, har egentlig et princip om ikke at sælge jord.

Men i dette tilfælde er investeringen så stor, at Moltke-familien er nødt til at fravige det.

"Hvis der skal være et datacenter, vil investorerne (atNorth, red.) eje jorden," siger bestyrelsesformand Jens Blomgren-Hansen til DR.

Bestyrelsesformanden fortæller, at man kan sælge jorden til et datacenter for en pris, som er højere, end hvis man sælger til landbrug.

Og regner man på det, er det heller ikke lille beløb, godset kan se frem til at modtage fra atNorth.

Hvis Bregentved Gods sælger alle 203 hektar jord til atNorth for en pris på 250.000 kroner per hektar, kan godset se frem til et salg på 50.750.000 kroner.

Hvorfor skal ministeren godkende en dispensation?

Konkret har Faxe Kommune modtaget en ansøgning om at etablere et datacenter på cirka 203 hektar nær Haslev. Placeringen er valgt på grund af nærhed til planlagte solceller, en transformerstation og en kommende 400 kilowatt-forbindelse fra Energinet, som kan sikre elforsyning.

Projektet strider mod planlovens såkaldte "indefra og ud"-princip, og byrådet skal derfor beslutte, om der skal søges dispensation hos ministeren for byer og landdistrikter.

En eventuel ministeriel tilladelse forudsætter efterfølgende en almindelig planproces med kommuneplantillæg, lokalplan, høring og miljøvurdering.

Beslutning om at søge dispensation forpligter ikke kommunen til at gennemføre projektet.

Kilde: Faxe Kommune

Husenes værdi falder inden solnedgang

Hvis Faxe Kommune og atNorth vil gå videre med planerne om at etablere datacenteret, skal det først afklares, om datacenteret overhovedet må bygges i kommunen. Det vil kræve en dispensation for planloven.

Byrådet, der var delt på midten i sagen, brugte en time og tyve minutter på at debattere sagen torsdag aften.

Lisette Lind Larsen (S) var en af de mest positive over for projektet. Hun påpegede, at det sikkerhedspolitisk kan være godt for Danmark og Europa at have datacentre stående, fordi de kan betegnes som kritisk infrastruktur.

Allan Tirsgaard (K), som tidligere til NB-Forsyning & Klima har argumenteret for, at der er behov for en national strategi i forhold til datacentre, stemte ja. Han kaldte det vigtigt at få belyst sagen yderligere.

Nellie Bradsted (V) understregede, at hun er kritisk over for projektet, men alligevel stemte hun ja:

"Vi skal både passe på vores landskaber og borgere og gribe muligheder, der skaber vækst og arbejdspladser. Og ikke bare altid sige nej til forslag," sagde hun.

René Tuekær fra Lokallisten, som er formand i Plan- og Kulturudvalget, købte ikke argumenterne om, at der skulle følge vækst og arbejdspladser med projektet.

"Borgere har levet med, at byrådet har godkendt svinefarme, solceller og energiparker. Nu kommer datacenteret så oveni," sagde han.

Christina Birkemose fra HaslevFaxe-Listen fastslog, at byrådet skal arbejde til fordel for borgernes interesser.

"Hvis ja-stemmerne får flertal, så er naboernes huse allerede faldet i værdi inden solnedgang," sagde hun.

Debatten bølgede frem og tilbage, men konklusionen blev altså, at Faxe Kommune ansøger den kommende minister om en dispensation. Om den vil blive brugt, må tiden vise.

Fik du læst?

30 datacentre på vej: "Energinet skal rydde op i køen til elnettet"

Fik du læst?

Udvalgsformand efterlyser samlet national strategi for datacentre

Sidst opdateret: 29/05/2026 - 14:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]