Thisted Kommune vandt KL's klimapris for at skabe tidlig borgerinddragelse og lokal opbakning til VE-projekter. Nu får modellen kritik for at vildlede lokalbelfokningen.

Thisted Kommune vandt KL's klimapris for at skabe tidlig borgerinddragelse og lokal opbakning til VE-projekter. Nu får modellen kritik for at vildlede lokalbelfokningen. - Foto: KL

Professorer kritiserer Thy-model for at vildlede borgere

"Vildledende" og "utroligt problematisk". Thy-modellen skulle mindske konflikt ved omstridte energiprojekter, men en svaghed i modellen har ført til det modsatte, mener professorer.

Udgivet: 29/05/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

Den ellers prisvindende Thy-model skulle mindske konflikten mellem politikere og borgere, når omstridte vedvarende energiprojekter skulle godkendes i Thisted Kommune.

Men designet af modellen var dømt til at gå galt og har ført til det modsatte. Sådan lyder vurderingen fra professor og kommunalforsker ved RUC, Eva Sørensen.

Det er nemlig et "ufravigeligt krav" i modellen, at vedvarende energiprojekter kun kan godkendes, hvis de har opbakning fra lokalsamfundet. Alligevel vedtog byrådet onsdag to VE-projekter, selv om et flertal af borgerne havde stemt 'nej'.

"Det er jo at løbe fra sin ord. Det er et kæmpe tillidsbrud. Kommunens verdensberømte Thy-model mister jo hele sit omdømme," siger Eva Sørensen.

Beslutningen om at godkende projekterne har skabt utilfredshed blandt borgere, som ikke føler sig hørt. Ifølge Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, har forløbet svækket borgernes tillid.

“Det er vildledende, at man melder ud, at man vil følge en afstemning, og det gør man så ikke," siger han.

Drop afstemningen

Hele konceptet er simpelthen utroligt problematisk.

Eva Sørensen, professor og kommunalforsker, RUC

Det var borgerne tæt på de to nye vedvarende energi-projekter i Røjkær og Spolum, som kunne stemme. Her sagde henholdsvis 63,5 og 55,9 procent 'nej'.

Men det ufravigelige krav om lokal opbakning til projekter er ikke juridisk bindende for kommunen, påpeger Sten Bønsing. Samtidig er det løst defineret, hvad 'lokal opbakning' betyder, siger han.

“Kravet er uklart. ‘Lokal opbakning’ kan defineres på mange måder, og kommunen har ikke selv defineret det. Så det her er jo elastik i metermål,” siger Sten Bønsing.

Derfor kan kommunen egentlig selv afgøre, hvornår kravet er opfyldt, påpeger Sten Bønsing. Og kommunen vurderer ud fra en helhedsvurdering, at der er opbakning, lød det fra borgmester Niels Jørgen Pedersen i P1 Morgen onsdag.

“Man kan diskutere, om afstemningen giver mening,” erkendte borgmesteren samtidig.

Ifølge Eva Sørensen bør kommunen droppe afstemninger. For forskningen peger på, at de borgere, som står til at få solceller eller vindmøller tæt på, næsten altid siger nej, siger hun.

“Man har lagt i kakkelovnen til, at folk bliver sure på hinanden, fordi der er blevet skabt en forventning om, at borgerne kunne afgøre sagen selv. Hele konceptet er simpelthen utroligt problematisk,” siger hun.

Kerteminde er lykkedes med borgerinddragelse

I stedet for at bruge afstemninger bør Thisted Kommune skærpe sit princip i Thy-modellen om tidlig og grundig inddragelse af borgerne, allerede når VE-projekter er på tegnebrættet, vurderer Eva Sørensen.

“Der, hvor det lykkes at gennemføre vedvarende energiprojekter, er dér, hvor man inddrager borgerne tidligt i en længere dialog om, hvordan projektet kan indrettes, så dem, der bor tæt på, faktisk kan leve med det,” siger hun.

"På den måde sikrer man lokal inddragelse, som rent faktisk også giver indflydelse," tilføjer hun.

Hun fremhæver et stort vindmølleprojekt i Kerteminde Kommune, hvor man skrinlagde de oprindelige planer for at udvikle et nyt projekt med inddragelse af borgerne.

“Så ender man faktisk med noget, hvor konfliktniveauet bliver meget, meget lavt,” siger hun.

Fakta

Fakta om afstemningen

Et afgrænset udsnit af borgerne havde mulighed for at afgive deres stemme om de to nye solcelle- og vindmøller projekter ved Røjkær og Spolum i Thisted Kommune.

Projekt Røjkær

948 ud af 2682 stemmeberettigede borgere stemte. (35,35 procent)

Heraf stemte 63,5 procent nej til projektet.

Projekt Spolum

426 ud af 1190 stemmeberettigede borgere stemte. (35,8 procent)

Heraf stemte 55,9 procent nej til projektet.

Fik du læst?

Efter drama i Thisted vil udvalgsformand levere klimapris tilbage: Det er pinligt

Sidst opdateret: 29/05/2026 - 12:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]