Antallet af børn er faldet med 30 procent på to år i Lolland Kommune.

Antallet af børn er faldet med 30 procent på to år i Lolland Kommune. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Færre børn gør Lollands krise større: Fyrer dagplejere

Lolland kæmper med en presset økonomi og mangel på borgere. Nu mærker dagplejen konsekvenserne af et markant faldende børnetal.

Udgivet: 20/05/2026

Frederik Gjersen Hansen

Journalist

Del artiklen:

I Lolland Kommune er der store problemer med menneskemangel.

I forvejen kæmper kommunen med at rekruttere nok arbejdskraft. Samtidig kan kommunens forventede blodrøde økonomi i 2027 føre til, at kommunen bliver sat under statens administration næste år.

Nu mærker kommunen også konsekvenserne ved manglen på de mindste mennesker. Børnetallet, der gennem flere år er styrtdykket, er på to år faldet fra 319 til 223. Det er et fald på 30 procent.

Derfor har kommunen været nødt til at opsige seks dagplejere.

"Der er igennem de seneste år set et markant fald af børn i dagplejen, dels fordi der generelt er færre børn, men også fordi det er svært at rekruttere dagplejere, når de eksisterende søger andre arbejdsområder eller går på pension," lyder det i en orientering fra forvaltningen til børn-, skole-, fritids- og kulturudvalget.

Færre børn, færre penge

For hvert barn i dagplejen modtager kommunen 110.997 kroner til lønbudgettet. Derfor betyder 96 færre børn på to år et tab på 10,6 millioner kroner til medarbejderlønninger.

Problemet ser ikke ud til at vende lige foreløbigt. Sidste år blev der nemlig kun født 214 børn på Lolland.

Derfor kan kommunen være nødt til at forringe servicen, og det kan allerede mærkes blandt forældre, siger formand for børneudvalget, Martin Boesen (S).

"Man vil kunne komme ud for at skulle køre længere. Det ser ikke ud, som det gjorde for 40 år siden," siger han til Folketidende.

Mangler over en halv milliard i 2027

Lolland står derfor i et klassisk dilemma:

På den ene side kan besparelser som fyringer være nødvendige for at forbedre økonomien, på den anden side risikerer det at gøre området mindre attraktivt for tilflyttere, har kommunalforsker Kurt Houlberg tidligere udtalt til NB-Kommune.

“Det er en ond cirkel, som kan være utroligt svær at komme ud af,” sagde han.

Det faldende børnetal er derfor med til at gøre ondt være for Lolland, der har brug for arbejdskraft for at skabe vækst i økonomien.

For i 2027 mangler der 531 millioner kroner i kommunekassen, og det kan betyde, at staten overtager administrationen af kommunen, indtil der igen er sorte tal på bundlinjen.

Borgmester Marie Louise-Brehm (Din Stemme) frygter, at pilen peger i den retning.

"Vi kan ikke skære til i de mængder her. Jeg er næsten sikker på, at vi bliver lagt under statslig administration," har borgmesteren tidligere udtalt i et interview, som kan læses herunder.

Fik du læst?

Kommune med underskud på en halv milliard risikerer statslig administration

Fik du læst?

Professor: Derfor har Lolland kurs mod at blive sat under administration

Sidst opdateret: 21/05/2026 - 08:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]