"Taskforcen vurderer, at Ikast-Brande Kommune i høj grad har en praksis, der sikrer en overordnet politisk og strategisk styring af børnehandicapområdet."

"Taskforcen vurderer, at Ikast-Brande Kommune i høj grad har en praksis, der sikrer en overordnet politisk og strategisk styring af børnehandicapområdet." - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ikast-Brande får ros for indsats på børnehandicapområdet

Taskforcen på handicapområdet vurderer, at Ikast-Brande Kommune i høj grad har en praksis, der sikrer helhed og sammenhæng i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet.

Udgivet: 18/05/2026

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der er ros til Ikast-Brande Kommune, når det kommer til dens indsats på børnehandicapområdet.

Det skriver NB-Social.

I en ny analyserapport fra taskforcen på handicapområdet, der er et samarbejde mellem Ankestyrelsen og Social- og Boligministeriet, vurderer taskforcen samlet set, at Ikast-Brande Kommune i høj grad har en praksis, der sikrer helhed og sammenhæng i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet.

Analysen peger på, at Ikast-Brande Kommune har en klar politisk retning og et fælles børne- og ungeperspektiv, en stærk faglig ledelse med fokus på kvalitet i sagsbehandlingen samt en systematisk og helhedsorienteret indsats med fokus på barnets og familiens behov.

Der står blandt andet:

"Taskforcen vurderer, at Ikast-Brande Kommune i høj grad har en praksis, der sikrer en overordnet politisk og strategisk styring af børnehandicapområdet. Kommunens fælles vision og børne- og ungepolitik sætter en overordnet retning for kommunens arbejde med børn og unge, herunder børnehandicapområdet."

Konkret fremhæves den faglige ledelse, der understøtter kvaliteten i arbejdet gennem løbende sparring, kompetenceudvikling og systematisk opfølgning.

Analyserapportens konklusioner vækker glæde i kommunen.

"Det er en vigtig og positiv tilbagemelding. Vi har et område, hvor opgaverne er komplekse, og hvor det betyder meget for familierne, at vi leverer høj kvalitet. Her viser rapporten, at vi står et solidt sted," siger Thomas Østergaard, formand for Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Det bekræfter, at vi har et stærkt fagligt fundament. Når ledelsen lykkes med at skabe retning og fælles kvalitet i hverdagen, kan det mærkes direkte hos børnene og deres familier. Og det hænger tæt sammen med den store faglighed og indsats, som medarbejderne hver dag leverer i mødet med borgerne."

Kommunen kan stadig forbedre kvaliteten

Selvom det er ros at hente, peger rapporten også på områder, hvor kommunen kan styrke sin praksis.

Det handler blandt andet om dokumentation, sagsoplysning og overholdelse af frister.

Eksempelvis står der:

"Kommunen bør styrke sin praksis for sagsoplysning, begrundelser og overholdelse af frister. Det ses, at kommunen arbejder systematisk med valg af indsats, men kommunen kan med fordel fortsætte arbejdet med at sikre, at formål og mål fremstår tydeligt i alle sager."

"Vi har hele tiden fokus på, hvordan vi kan blive bedre. Kvalitet på det her område er ikke noget, man bliver færdig med, men det er noget, vi skal arbejde med løbende. Rapporten viser, at vi har et stærkt fundament, men også hvor vi skal sætte ind for at gøre det endnu bedre for børn og familier her i Ikast-Brande," siger Thomas Østergaard.

Analyserapporten er en del af et samlet udviklingsforløb, hvor næste skridt er at omsætte resultaterne til konkrete initiativer med henblik på at styrke kvaliteten yderligere.

Sidst opdateret: 18/05/2026 - 12:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]