
"Vi har tidligere skåret et stort lag af mellemledere væk for at give mere plads til den enkelte, men det har skabt et øget behov for ledelsesunderstøttelse, og det skaber vi nu ved fremover at have tre fagdirektører i stedet for to,” siger borgmester i Herlev, Marco Damgaard. - Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Herlev Kommune udvider direktionen
Fremover vil direktionen bestå af tre fagdirektører i stedet for to. Der er blevet brug for mere ledelse i organisationen, efter kommunen tidligere har skåret mellemledere væk.
Udgivet: 18/05/2026
En samlet kommunalbestyrelse i Herlev har besluttet at foretage en organisationsændring, der betyder, at der fremover skal være tre fagdirektører i stedet for to.
Om baggrunden for ændringen siger borgmester Marco Damgaard (S):
”Det er vigtigt for mig, at vi indretter kommunens administration, så vi giver mest muligt plads til medarbejdernes faglighed og samtidig det bedst mulige arbejdsmiljø. Vi har tidligere skåret et stort lag af mellemledere væk for at give mere plads til den enkelte, men det har skabt et øget behov for ledelsesunderstøttelse, og det skaber vi nu ved fremover at have tre fagdirektører i stedet for to.”
Organisationsændringen skal samtidig være med til at nedbringe sygefraværet og sikre en bedre budgetoverholdelse, fremgår det af pressemeddelelsen fra kommunen.
To nye fagdirektører skal ansættes
Siden Arne Eggert den 1. maj byttede stillingen som fagdirektør for Velfærdsområdet ud med stillingen som kommunaldirektør, har det været målet at ansætte en ny fagdirektør som erstatning, men nu bliver det i stedet to fagdirektører, der skal ansættes.
Charlotte Wieth-Klitgaard kommer fortsat til at være fagdirektør for ”By og Fællesskab”, mens der skal ansættes to nye fagdirektører for de nye områder ”Børn, Skole og Uddannelse” og ”Sundhed og Ældre, Arbejdsmarked og Socialområdet.”
Kommunaldirektør Arne Eggert forventer, at det vil give en styrket organisation, der er bedre rustet til at drive den daglige velfærd, udvikle byen og understøtte de politiske ambitioner.
”Vi er en ambitiøs kommune med nogle meget dygtige medarbejdere, som kan utrolig meget. Den faglighed vil vi gerne bringe endnu mere i spil, og derfor skaber vi bedre ledelsesunderstøttelse. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi nu skal ansætte to stærke og kompetente profiler, så vi kan gøre det endnu bedre for byen og for borgerne,” siger Arne Eggert.
De to stillinger som fagdirektører vil nu blive slået op og det er forhåbningen, at de kan være på plads den 1. august.
Sidst opdateret: 18/05/2026 - 12:21












































