
Nye prognoser viser et merforbrug på knap 60 millioner kroner i forhold til den udmeldte ramme for 2026. "Det er jeg rigtig træt af," siger Metin Lindved Aydin, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. - Foto: Presse, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Nye millionbesparelser i Aarhus: Nu bliver plejemedarbejdere også ramt
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har allerede sparet for mere end 100 millioner kroner. Nu viser nye prognoser et merforbrug på knap 60 millioner kroner i forhold til den udmeldte ramme for 2026.
Udgivet: 18/05/2026
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har allerede planlagt opbremsninger for 100 millioner kroner for at holde sig inden for kommunens serviceramme i 2026, hvilket blev meldt ud i februar.
Men det er ikke nok. Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen viser nye prognoser, at området forventer et merforbrug på omkring 60 millioner kroner i forhold til måltallet for servicerammen.
Derfor bliver det nu nødvendigt med yderligere økonomiske tilpasninger.
"Vi har allerede gennemført en række opbremsninger for at holde os inden for servicerammen og samtidig forsøgt at beskytte den nære velfærd mest muligt. Men vi kan nu se, at der er behov for yderligere tiltag for at sikre økonomisk balance. Det er jeg rigtig træt af," siger Metin Lindved Aydin, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune til NB-Kommune.
I første omgang blev den helt borgernære service forsøgt friholdt gennem blandt andet ansættelsesstop for administrative medarbejdere, administrative ledere og strategiske chefer, færre indkøb og reduktioner i kompetenceudvikling.
Men Sundhed og Omsorg er nu nået til et punkt, hvor yderligere tiltag også vil få betydning for medarbejdere i dele af plejen.
Har penge stående
Udfordringen er fortsat, at der bruges for mange penge på det sociale område i Aarhus Kommune. Konkret er kommunen udfordret af en skiftende demografi, en mangel på faguddannede sosu-assistenter og at flere borgere har "stærkt komplicerede sygdomsbilleder".
Dernæst er der i nogle hjemmeplejeteams og på nogle plejehjem et merforbrug som følge af flere borgere og højere aktivitet, stigende brug af eksterne vikarer og rekrutteringsudfordringer.
"Vi har en lovbunden opgave, som vi skal løse, men vi har faktisk ikke mulighed for at finansiere den. Vi har for mange hænder nogle steder og for få andre steder. Det er en kæmpe udfordring, som vi ikke kan løse alene," siger Metin Lindved Aydin.
Derudover er Aarhus Kommune udfordret af, at kommunen skal holde sig inden for den serviceramme, som staten og Kommunernes Landsforening aftaler hvert år.
"Det frustrerende er, at vi faktisk har penge stående på opsparingen. Men vi må ikke bruge dem, fordi kommunerne samlet set er underlagt servicerammen. Det er et paradoks, som de færreste almindelige mennesker kan forstå, men det ændrer ikke på, at vi er nødt til at handle ansvarligt og skærpe økonomistyringen allerede nu for at sikre økonomisk balance," siger Metin Lindved Aydin.
Færre vikarer og afløsere
De nye tiltag kan blandt andet betyde ændringer i arbejdssteder og opgaver for en mindre gruppe medarbejdere. Målet er i videst omfang at finde gode løsninger internt i organisationen, hvor der fortsat er brug for arbejdskraft og brug for flere medarbejdere i fremtiden.
Samtidig lægges der op til mindre brug af eksterne vikarer og afløsere.
"Jeg har stor forståelse for, at det her kan skabe spørgsmål blandt medarbejderne og de ældre. Det kan betyde, at borgere og pårørende i hjemmeplejen får nye ansigter at se, end dem man er vant til. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at finde ordentlige løsninger," siger rådmanden.
Han understreger samtidig, at den nære velfærd fortsat er det vigtigste hensyn, og at kvaliteten for aarhusianerne fortsat skal beskyttes bedst muligt.
"Vi kommer til at følge udviklingen tæt og fortsat have fokus på at beskytte den nære velfærd mest muligt. Men det er de nødvendige prioriteringer, som vi politisk har ansvaret for. Presset på servicerammen betyder, at vi er nødt til at handle nu, for at økonomien hænger sammen," siger Metin Lindved Aydin.
Rådmanden har forståelse for, at hvis kommunen ikke overholder budgetloven, så bliver den straffet. Men han har alligevel en appel til en kommende minister:
"Jeg er ved at forfatte en skrivelse, som jeg vil sende til den ansvarlige minister, når en sådan er fundet, med henblik på at gøre opmærksom på, at vi har en udfordring i Aarhus."
Sundhed og Omsorg er ikke den eneste forvaltning i Aarhus Kommune, som er presset af besparelser. I april indgik kommunen en omstillingsplan med besparelser på 150 millioner kroner på socialområdet. Læs mere på NB-Social.
Besparelser i Sundhed og Omsorg
Sundhed og Omsorg har allerede gennemført opbremsninger for 100 millioner kroner i 2026.
Tiltagene omfattede blandt andet kvalificeret ansættelsesstop for administrative medarbejdere, administrative ledere og strategiske chefer i forvaltningen, færre indkøb, reduktioner i kompetenceudvikling og udskydelse af initiativer fra budgetforliget fra 2026.
Borgere og den helt borgernære service blev i første omgang søgt friholdt.
Nye prognoser viser nu forventede merudgifter på 60 millioner kroner i forhold til måltallet for servicerammen.
Derfor bliver der behov for yderligere økonomiske tilpasninger. De nye tiltag omfatter omplacering af medarbejdere samt mindre brug af vikarer og afløsere.
Aarhus Kommune er fortsat underlagt den statslige serviceramme, som sætter loft over kommunernes samlede serviceudgifter.
Sundhed og Omsorg omfatter 53 plejehjem og 32 hjemmeplejeteams, som hver uge leverer omkring 60.000 hjemmeplejebesøg til knap 7.000 borgere. Derudover driver vi 34 folkehuse, der skaber rammer for fællesskab, aktivitet og livskvalitet.
Kilde: Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Sidst opdateret: 19/05/2026 - 11:35












































