
Sagen om tabt arbejdsfortjeneste til byrådspolitikere i Varde Kommune går flere år tilbage og har endnu ikke fået et endegyldigt punktum. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ankestyrelsen afviser medies klage over kommune
Ankestyrelsen går ikke videre med den klage, som JydskeVestkysten har rejst, efter de fik delvist afslag på en aktindsigt i en mail om rammerne for tabt arbejdsfortjeneste ved byrådsarbejde.
Udgivet: 18/05/2026
JydskeVestkysten har fået afvist en klage hos Ankestyrelsen over manglende aktindsigt i mail sendt fra den tidligere kommunaldirektør i Varde Kommune, Henning Haahr, til byrådspolitikerne i Varde Kommune i oktober 2024, der omhandlede rammerne for tabt arbejdsfortjeneste til kommunalpolitikere.
Det skriver JydskeVestkysten.
Mailen er en del af sagen om mulige fejlagtige udbetalinger til kommunens politikere for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med byrådsarbejde.
Den er ifølge mediet interessant, fordi den stammer fra det tidspunkt, hvor sagen om tabt arbejdsfortjeneste begynder at fylde på rådhuset. Men indholdet forbliver hemmeligt for offentligheden, har Ankestyrelsen slået fast ved ikke at tage klagen op.
Kommunen vil ikke udlevere mailen fra Henning Haahr, da de mener, at det er et internt dokument. Varde Kommune har dog udleveret 'to korte citater' fra den omtalte mail. Af dem fremgår det, at kommunaldirektøren mente, at politikerne var blevet grundigt orienterede om reglerne for tabt arbejdsfortjeneste.
Varde Kommune har gennem en ekstern advokat undersøgt de indberettede timer. En undersøgelse, der har kostet 1,3 millioner kroner.
Konklusionerne, som advokaten, der har gennemgået udbetalingerne, er kommet frem til, skal behandles internt i kommunen, før byrådet til sidst skal tage stilling til, eksemplvis om noget skal tilbagebetales. Det er endnu uvist, hvornår det sker.
Sagens forløb
Sagen har sit udspring i 2022, hvor byrådet skulle tage stilling til, hvilke opgaver politikerne skulle have mulighed for at indberette som tabt arbejdsfortjeneste. Forvaltningen anbefalede byrådet at godkende en række forskellige opgaver i en sagsfremstilling, men de var ikke beskrevet i tilstrækkeligt omfang.
I juni 2025 blev der vedtaget nye retningslinjer efter forvaltningens gennemgang af ordningen og udtalelser fra Indenrigsministeriet. Konklusionen blev, at grundlaget for byrådsbeslutningen i 2022 var utilstrækkeligt. Der var med andre ord fejl og mangler i den sagsfremstilling, byrådet tog stilling til.
I mellemtiden havde otte politikere muligvis indberettet timer for tabt arbejdsfortjeneste forkert. For syv ud af otte var der usikkerhed om over halveden af de indberettede timer.
Den nuværende kommunaldirektør, Karoline Klaksvig, har tidligere udtalt sig om sagen til NB-Kommune.
"Da der er udbetalt til forskellige aktiviteter, kan vi ikke på forhånd sige, hvem der er ansvarlig for hvad. Det arbejder vi på at få kortlagt. Det står dog klart, at vi i forvaltningen er ansvarlig for den vejledning og rådgivning, der er ydet. I de tilfælde, at denne vejledning har været behæftet med fejl, ligger ansvaret naturligvis hos os," har hun sagt.
Politikere fravælger tabt arbejdsfortjeneste
Ingen politikere i Varde Kommune har i år valgt at modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, selv om de har beholdt muligheden.
Det har nemlig været muligt at fjerne muligheden for at få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste. Landets kommuner skulle tage stilling til det senest seks måneder før sidste valgperiode sluttede.
Byrådsmedlemmer kan få tabt arbejdsfortjeneste, hvis de må afbryde deres almindelige arbejde for at deltage i møder fastsat i kommunestyrelsesloven.
På kortet nedenfor kan du se, hvilke kommuner der har valgt enten at beholde eller fjerne muligheden i denne valgperiode.
Sidst opdateret: 18/05/2026 - 11:52












































