
- Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Moské-byggeri får midlertidigt forbud
Udgivet: 28/04/2026
En udvidelse af en moské i Helsingør er blevet stoppet af byrådet i Helsingør Kommune, der i går vedtog at varsle et såkaldt §14-forbud med henblik på at udarbejde en ny lokalplan.
Det fremgår af referatet fra byrådsmødet i går.
Her stemte de Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne for et forbud mod at etablere en ny toetagers moské, der skal kunne rumme 600 mennesker.
Imod et forbud stemte S, SF, Enhedslisten, De Radikale og Moderaterne. Dermed blev forslaget om forbud vedtaget med et snævert borgerligt flertal på 13 mod 12.
§14-forbuddet varsles for at undgå, at der gennemføres et projekt, som kan forværre allerede konstaterede forhold. I dette tilfælde er det de trafikale forhold omkring den moské, der allerede ligger der.
"Der er i den forbindelse konstateret omfattende problemer med parkering og trafikafvikling, herunder utilstrækkelig kapacitet, udbredt ulovlig parkering samt situationer, der påvirker fremkommelighed og adgangsforhold både for privatbilisme men også for varelevering for dagligvarebutik, der grænser op til matriklen," står der i punktet.
Derfor skal der ifølge de borgerlige partier laves en ny lokalplan, der fastlægger rammerne for områdets anvendelse.
De øvrige partier ønskede i stedet for at varsle et forbud at gå i dialog med bygherren, som er Helsingør Islamisk Menighed.
AØM
Sidst opdateret: 28/04/2026 - 12:03












































