
- Foto: Carsten Olsen
Ny undersøgelse: Sårbare og ensomme finder fællesskab i nørdet kultur
Stadig flere sårbare, ensomme og minoriteter finder et fællesskab som frivillige i de mere nichede grene af kulturlivet. Det viser en ny national undersøgelse af frivillighed fra Kulturens Analyseinstitut.
Udgivet: 23/04/2026
Den typiske frivillige i kulturlivet en ressourcestærk kvinder over 55 år med tid og overskud.
Anderledes ser det ud i de mere nichede grene af kulturlivet. Her stiger andelen markant af sårbare, ensomme og minoriteter, og frivilligheden er afgørende for deres trivsel.
Det viser en ny national undersøgelse af kulturfrivillighed fra Kulturens Analyseinstitut.
Undersøgelsen omfatter 778 kulturaktører fra teatre, museer, musikfestivaler til rollespilsklubber og håndarbejdsforeninger. Flere end 2.000 frivillige har deltaget anonymt via et spørgeskema, og der er gennemført 20 kvalitative interviews med repræsentanter fra aktørerne.
Undersøgelsen bekræfter, at kultur kan tiltrække andre typer frivillige end eksempelvis idræt, fordi kultur har ikke fokus på præstation eller konkurrence. Man man skaber noget sammen, der ikke er defineret på forhånd eller er underlagt et regelsæt.
"Det, der har overrasket os er, at andelen af sårbare blandt de kulturfrivillige er så høj. De mennesker har fundet et sted, der giver dem plads, mening og fællesskab,” siger analytiker og tovholder på undersøgelsen, Cecilie E. L. Johansen.
Ensomheden bliver mindre
Især de kulturaktiviteter, der er kendetegnet ved aktivitet og formgivning som rollespil og tegneserier er gode til at rumme de ensomme og sårbare. Niche- eller nørdekultur, som de frivillige selv kalder det, har flere, der opfatter sig som ensomme i forhold til andre kulturfrivillige.
"Men her er også flere, der angiver, at ensomheden forsvinder i det kulturelle nørdefællesskab. Det er her neurodivergente, queers, unge og voksne med diagnoser mødes i et inkluderende fællesskab," lyder det.
Undersøgelsen viser, at 11procent af de frivillige føler sig ensomme. De mest ensomme findes blandt de frivillige, som har diagnoser, funktionsnedsættelser eller er psykisk sårbare.
Samtidig viser undersøgelsen, at ensomheden bliver mindre, når man er i et kulturelt fællesskab.
Læs rapporten her.
Sidst opdateret: 23/04/2026 - 11:39












































