
Der var 38 personer ombord på de to tog, som torsdag morgen stødte sammen på Gribskovbanen. - Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Hillerød Kommune lukker krisecenter oprettet efter togulykke
Torsdag morgen er to tog kollideret i Nordsjælland. Hillerød Kommune tilbød krisehjælp i krisecenter. Nu er det lukket igen efter få timer.
Udgivet: 23/04/2026
(Artiklen er opdateret, efter krisecentret nu har lukket)
Krisecentret i Hillerød, som Hillerød Kommune oprettede efter torsdagens togulykke på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland, der har efterladt fem personer i kritisk tilstand, er nu lukket igen, fordi alle personer er væk fra stedet.
Det fortæller Nordsjællands Politi via Politi Update.
Hillerød Kommune oprettede krisecentret tidligere torsdag med krisepsykologer for alle berørte af togulykken på Gribskovbanen.
Også kontakttelefonen, der var tilknyttet krisecentret, lukker ned, lyder det. Men det er fortsat muligt at kontakte Nordsjællands Politi for yderligere spørgsmål på 114.
Krisecentret var i Grønnegadecenteret i Hillerød, hvor også uskadte personer, som var passagerer i de tog, der torsdag morgen kolliderede på Gribskovbanen, blev kørt til.
Herfra var det muligt for pårørende at afhente dem, skrev Nordsjællands Politi.
Af opslaget på Hillerød Kommunes Facebook fremgik det, at der blev indkaldt krisepsykologer, som de berørte havde mulighed for at tale med.
Ulrik Spanager, personalechef i Hillerød Kommune, oplyste til Ritzau tidligere torsdag, at der også vil blive tilbudt opfølgende støtte for de berørte passagerer.
"Det er virkelig svært at svare på, hvordan den opfølgende støtte kommer til at foregå på nuværende tidspunkt, men det er noget, vi kommer til at tilbyde," fortalte han til Ritzau.
Borgmester reagerer
Ulykken skete, da to tog torsdag morgen kolliderede frontalt på Gribskovbanen, der kører fra Hillerød og har to linjer mod henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje. Begge linjer kører på den strækning, hvor ulykken er sket.
Billeder fra stedet viser, at det ene af de implicerede tog havde retning mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.
Gribskovs borgmester, Trine Egetved (K), har kommenteret ulykken i et opslag på Facebook.
"Jeg er dybt rystet og chokeret og tænker på alle de involverede. Lokalbanen anvendes af mange Gribskov-borgere, medarbejdere og skoleelever," lyder det blandt andet fra borgmesteren.
"Beredskabet arbejder på højtryk, og vi forsøger fra centralt hold at få overblik over, hvad der mere præcist er sket, og sikre, at alle får den hjælp, de har brug for," skriver Trine Egetved.
/ritzau/AØM
Sidst opdateret: 23/04/2026 - 13:45












































