
- Foto: Lars Laursen/Ritzau Scanpix
Den nye Storstrømsbro åbner på mandag
Udgivet: 19/03/2026
Efter en længere række af forsinkelser åbner den nye Storstrømsbro, der har fået navnet Dronning Margrethe II's Bro, for biler, cykler og gående mandag 23. marts.
Det skriver Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet, i en pressemeddelelse.
"Nu får trafikanterne en ny og moderne bro at køre på, når turen går over Storstrømmen", siger projektchef Niels Gottlieb i meddelelsen.
Broen forbinder Sjælland og Falster via Masnedø, og i 2027 forventes jernbanetrafikken at kunne flytte med over.
Den nye bro skal erstatte den gamle Storstrømsbro fra 1937, som efter planen skal rives ned.
/ritzau/
Sidst opdateret: 19/03/2026 - 09:40












































