
(Genrefoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Aarhus får første kameraer der registrerer kørsel for rødt lys
Udgivet: 18/03/2026
Aarhus bliver det første sted i landet, hvor der på forsøgsbasis sættes såkaldte rødkørselskameraer op. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Kameraerne skal sættes op i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i det vestlige Aarhus. Her har der ifølge kommunen tidligere været registreret mange kørsler over for rødt lys, og to unge kvinder blev i 2018 og 2020 påkørt og omkom. Rådmand for teknik og miljø Nicolaj Bang (K) glæder sig over, at man nu får "et ekstra greb i værktøjskassen mod vanvidsbilister".
"Forhåbentlig vil det få flere til at stoppe for rødt. Hvis ikke, så sikrer vi, at politiet får bedre mulighed for at finde frem til dem, der konsekvent overtræder loven," siger han i meddelelsen.
Der er tale om et pilotprojekt, der er sat i søen af Justitsministeriet og Rigspolitiet. I disse dage er medarbejdere fra Rigspolitiet og Aarhus Kommune i gang med undersøgelser ved krydset, hvor kameraerne skal sættes op.
Helt lavpraktisk skal det afklares, hvilke master kameraerne skal hænge i, og hvor strømmen til kameraerne skal trækkes fra.
Forventningen er, at kameraerne sættes op senere i år.
/ritzau/RMN
Sidst opdateret: 18/03/2026 - 10:31












































