
- Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Rekordmange kørte med tog over Storebælt sidste år
Udgivet: 02/02/2026
Det blev til 9,72 millioner rejser i 2025 mod 9 millioner rejser i 2024, hvilket hidtil var rekorden.
Det svarer til en stigning på 8,2 procent.
Det er især på lyntog, at der har været flere rejsende, skriver DSB.
Stigningen i rejsende over Storebælt er en del af en generel vækst i rejser på DSB's fjern- og regionaltog, der i 2025 steg med fire procent.
"Det bidrager vores billige Orange-billetter til, ligesom vi i 2025 sænkede priserne over Storebælt", udtaler Charlotte Kjærulff, der er kundechef i DSB til Ritzau.
Togtrafikken over Storebælt var særlig travl den 23. december, hvor der var omkring 45.000 rejser.
Også den generelle trafik over Storebælt slog rekord i 2025.
I alt kørte 14.148.000 køretøjer over broen. Det er det højeste antal, siden forbindelsen åbnede.
/ritzau/SA
Sidst opdateret: 02/02/2026 - 10:08












































