
Jens Dahlgaard (S) er ny borgmester i Morsø Kommune. - Foto: Pressefotos / Morsø Kommune
Borgmester erklæret inhabil i undersøgelse af sagsbehandling
Morsøs borgmester er erklæret inhabil i undersøgelse, der skal granske kommunens familieafdeling, hvor borgmesterens bror er centerchef for Børn og Unge.
Udgivet: 02/02/2026
Morsø-borgmester Jens Dahlgaard (S) er erklæret inhabil i en undersøgelse, der skal granske sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling.
Det skyldes, at borgmesterens bror, Michael Dahlgaard, er centerchef for Børn og Unge i kommunen. Derfor har kommunalbestyrelsen vurderet, at borgmesteren har en interessekonflikt i sagen.
Det skriver TV Midtvest.
Undersøgelsen kommer efter, at en stor gruppe borgere på Mors og Ankestyrelsen har kritiseret kommunens sagsbehandling, skriver mediet.
"Vi forsøger at lave en undersøgelse, der bliver så fyldestgørende og bred som muligt, og vi kommer til at holde hænderne langt væk fra den," siger udvalgsformand for Børn, Kultur og Turisme, Lars Røntved (SF), til mediet.
Morsø Kommune ønsker en uvildig undersøgelse af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og familieafdelingen. Blandt andet skal ti tilfældigt udvalgte sager granskes.
Forventningen er, at en samlet rapport med konklusioner og anbefalinger vil ligge klar i midten af 2026, lyder det.
Sidst opdateret: 02/02/2026 - 10:30












































