Til 2029 skal der være en ny udligningsordning klar, og nu mener en af landets førende udligningseksperter, at de stigende udgifter til klimarelaterede skader i kommunerne, i det mindste bør give anledning til at overveje, om klimasikring og klimatilpasning skal tænkes ind i udligningssystemet. Det mener Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef emeritus i VIVE. Men han understreger samtidig, at området rummer betydelige metodiske og principielle udfordringer.

”Jeg tænker grundlæggende, at udligningen i princippet skal udligne på alle relevante områder. Det er jo også tanken bag systemet i dag. Men traditionelt har man ikke haft særlig stor opmærksomhed på teknik- og miljøområdet, når man har forsøgt at sammensætte udligningssystemet,” siger han til NB-Økonomi.

Samtidig peger Niels Jørgen Mau Pedersen på, at kommunerne i stigende grad står med udgifter, som kan henføres til klimarelaterede hændelser:

”Vi ser jo udgifter til højere vandstand, flere stormfloder, skybrud og oversvømmelser – både fra havet og fra indlandsvandløb, der løber over deres bredder. Den type hændelser fylder meget mere end tidligere.”

Før kriterier – overblik

Ifølge Niels Jørgen Mau Pedersen er det dog for tidligt at tale om konkrete modeller eller kriterier. Første skridt bør være at skabe et solidt overblik over, hvordan udgifterne faktisk fordeler sig mellem kommunerne.

”I første omgang ville det være relevant at få et overblik over, hvordan de her udgifter er fordelt i dag. Altså: Er der en systematik i, hvilke kommuner der har de største udgifter? Hvis der er det, kan man så overveje, om der er grundlag for at indarbejde et klimarelateret kriterium i udgiftsbehovsudligningen,” siger han.

Han understreger samtidig, at der ikke er tale om et klassisk stort serviceområde.

”Det er klart, at vi ikke taler om udgifter på niveau med ældreområdet eller børneområdet. Det er mindre og mere uregelmæssige udgifter. Og netop uregelmæssigheden er en udfordring, fordi stormfloder og skybrud ikke kommer hvert år og rammer forskelligt alt efter, hvor de opstår,” siger Mau.

Puljer eller udligning

I dag håndteres en del af de klimarelaterede udfordringer gennem statslige puljer, blandt andet via kystsikringspuljer og stormflodspuljer. Men den model har også sine begrænsninger, mener Niels Jørgen Mau Pedersen.

”Der findes allerede centrale puljer, hvor kommuner kan søge midler til forebyggelse, diger og den slags. Men det er forbundet med administration og ansøgningsprocesser. Man kan overveje, om det i nogle tilfælde ville være mere hensigtsmæssigt at tage en del af hensynet ind i udligningssystemet frem for udelukkende at håndtere det via puljer,” siger han.

Samtidig peger han på, at det kræver en skarp afgrænsning mellem almindelige driftsudgifter og egentlige ekstraordinære udgifter.

”Man er nødt til at kunne skelne mellem almindelig vedligeholdelse og natur- og miljørelaterede ekstraordinære udgifter. Ellers bliver det meget vanskeligt,” siger Niels Jørgen Mau Pedersen.

En yderligere udfordring er, at kommunernes faktiske udgifter ikke nødvendigvis afspejler deres reelle behov.

”Nogle kommuner bruger måske ikke de midler, de burde, fordi de ikke har råd, mens andre har mulighed for at være mere offensive. Hvis man alene ser på de faktiske udgifter, kan det give et skævt billede af behovet. Den problematik kender vi jo også fra andre dele af udligningssystemet,” siger han.

Lidt klima er der i udligningsordningen

Der er i dag allerede miljørelaterede hensyn, der indirekte er repræsenteret indgår i udligningen, for eksempel kommunens gennem kriterier som areal via et mål for befolkningstæthed. Men fx kystlængde indgår ikke.

En ny analyse fra VIVE (afsnit 3.13 Natur- og miljøbeskyttelse) viser dog, at kystlængden i kommunen øger kommunens udgiftsniveau. Dette kan være et udtryk for, at kommuner med lange kyster har udgifter forbundet med for eksempel kystsikring, erosion og naturbeskyttelse.

Men ifølge Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef emeritus i VIVE, dækker det langt fra de klimaudgifter, kommunerne rammes af i dag:

”Spørgsmålet er, om det i tilstrækkelig grad fanger de klimarelaterede udfordringer, vi ser nu. Der er stor forskel på, hvor eksponerede kommunerne er – blandt andet afhængigt af kystlinjer, geografi og øvrige vejrforhold,” siger han.

Kommunernes udgifter til natur- og miljøbeskyttelse pr. indbygger, som blandt andet omfatter naturforvaltning, vandløbsvæsen og miljøbeskyttelse i form af tilsyn og miljøundersøgelser, lå i 2024-regnskaberne på en gennemsnitlig udgift på 186 kr. pr. indbygger, men variationen mellem kommunerne er meget stor – fra 17 kr. til 1.358 kr. pr. indbygger. Det peger på betydelige forskelle i kommunernes strukturelle vilkår.

Herunder et kort over hvilke kommuner der har mest kyststrækning pr. 1000 indbyggere. Det kan som nævnt være en indikator for udgifter forbundet med for eksempel kystsikring, erosion og naturbeskyttelse.