Ambitionen er forståelig, mener Jens Arnholtz, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet. Men han tvivler på, at regeringens nye aftaler om arbejdskraft fra Indien og Filippinerne i deres nuværende form vil kunne løse mere end en brøkdel af problemet i ældreplejen. Selv hvis der kom flere tusinde.

"Selv om jeg sagtens kan forstå regeringens ambition om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, er jeg skeptisk over for, hvor meget det kommer til at batte i forhold til de ressourcer, vi bliver nødt til at investere," siger han til NB-Ældre.

Ifølge fremskrivninger kan der i 2035 mangle op mod 24.000 social- og sundhedshjælpere. Det er baggrunden for, at regeringen nu vil hente udenlandsk arbejdskraft og i første omgang satser på omkring 100 sosu’er årligt fra Indien og Filippinerne.

Men selv om udenlandsk arbejdskraft på papiret ser ud som en rigtig god idé, er der flere ting, som gør det meget svært at fungere i praksis. Mange andre lande har i årevis rekrutteret international arbejdskraft, herunder Tyskland og Storbritannien. Men ifølge Jens Arnholtz er det langt fra givet, at erfaringerne kan overføres direkte til Danmark.

"I mange af de lande, der gør noget lignende, er ældreplejen i højere grad privatiseret, og der er allerede meget udenlandsk arbejdskraft, som ikke er kommet ind via statslige ordninger," siger han.

I Danmark foregår rekrutteringen primært i den offentlige sektor, hvor der er faste krav til uddannelse og kvalifikationer.

"Det er noget andet end på det private arbejdsmarked, hvor arbejdsgiveren i højere grad vurderer, om du kan det, der er brug for. Det gør den her type løsninger sværere at få til at fungere," siger han.

Sprog og uddannelse giver udfordringer

Et andet centralt benspænd er sproget. I ældreplejen er det afgørende, at medarbejderne kan kommunikere med de ældre, som ikke nødvendigvis taler engelsk.

"Dansk bliver et stort krav. Det er noget, de her medarbejdere skal lære oven i alt det andet, de også skal kunne," siger Jens Arnholtz.

Dertil kommer uddannelsessystemet. De kompetencer og det niveau, man kommer ud med fra grunduddannelsen i Indien og Filippinerne, matcher ikke nødvendigvis de danske krav. Det kræver både vurdering, tilpasning og ekstra uddannelse at sikre, at medarbejderne lever op til de forventninger, der er i den danske ældrepleje.

Samtidig rejser ordningen en række praktiske og logistiske spørgsmål. Hvem skal undervise? Hvor skal uddannelsen finde sted? Og hvordan organiseres praktikophold i Danmark?

"Det er en stor øvelse at få sådan nogle ordninger op at stå, og det er en relativt dyr måde at uddanne personale på," siger han.

Foreløbig lægger regeringen altså op til, at omkring 100 medarbejdere om året skal indgå i ordningen. Set i forhold til den forventede mangel på 24.000 sosu’er er det ifølge Jens Arnholtz et meget begrænset bidrag.

"Hvis det ender med 100 ekstra medarbejdere, er det jo ikke ret meget. Og der er samtidig ingen garanti for, at de faktisk ender med at arbejde i Danmark. Når medarbejderne først har fået en eftertragtet uddannelse, kan de lige så vel blive attraktiv arbejdskraft på deres hjemmemarked – eller i andre lande," siger han.

Behov for forventningsafstemning

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren peger usikkerhederne på et bredere problem: Debatten om udenlandsk arbejdskraft risikerer at skygge for en nødvendig samtale om, hvad ældreplejen realistisk kan levere i fremtiden.

Jens Arnholtz mener, at der ikke er nogen elementer, heller ikke partnerskabsaftalerne, som kan lukke gabet mellem udbud og efterspørgsel. Derfor, siger han:

"Hvis vi ikke kan skaffe arbejdskraften – hverken gennem uddannelse, teknologi eller migration – bliver vi nødt til at tale om forventninger. Ikke fordi vi som samfund ikke har råd, men fordi der simpelthen ikke er nogen til at udføre arbejdet."

Et synspunkt, som deles af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) og Kommunernes Landsforening (KL).

Den samtale er ifølge Jens Arnholtz uundgåelig og hænger tæt sammen med diskussioner om migration, pensionsalder og velfærdsniveau. Derfor advarer han også mod at fremstille aftalerne med Indien og Filippinerne som en løsning i sig selv.

"Man kan godt prøve den her vej. Men man skal samtidig være ærlig om, at den næppe kan stå alene. Ellers risikerer vi at give falske forhåbninger om, hvad fremtidens ældrepleje kan levere," siger han.