Statsminister Mette Frederiksen udskriver Skolevalg 2026. Se videoen i artiklen.

Statsminister Mette Frederiksen udskriver Skolevalg 2026. Se videoen i artiklen. - Foto: Skolevalg.dk

Statsministeren udskriver valg: Skolevalg 2026 er i gang

70.000 unge skal over de næste tre uger prøve kræfter med politik og demokrati.

Udgivet: 11/01/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Nu har statsminister Mette Frederiksen udskrevet årets skolevalg, hvor 70.000 unge gennem et forløb skal blive klogere på demokratiet og politik.

Der er tale om et forløb med 95 kommuner med cirka 700 skoler, som i løbet af de næste tre uger skal øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.

Sådan lyder det fra Folketinget som arrangerer skolevalget sammen med Børne- og Undervisningsministeriet og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Det er et gratis undervisningsforløb som afholdes hvert andet år, hvor alle 8., 9., og 10. klasser er inviteret til at deltage.

"Det er vigtigere end nogensinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat – med respekt, ordentlighed og lydhørhed. Med Skolevalg bringer vi den politiske samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation," siger Folketingets formand, Søren Gade.

"De skal sammen diskutere emner og problemer, som er vigtige for samfundet, og forhåbentlig erfare, at det giver mening og nytter noget, at engagere sig. Samtidig er det vigtigt, at debatterne foregår i et trygt miljø, hvor eleverne oplever, at man kan diskutere politiske emner i en god tone og med respekt for hinanden. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor tonen – ikke mindst på sociale medier – ofte er hård og uforsonlig," tilføjer han.

Eleverne arbejder med politiske mærkesager, laver nyhedsindslag og lærer om det formelle demokrati, og de kan deltage i debatter med ungdomspartierne.

Skolevalget slutter af med, at de unge skal stemme på det parti, de er mest enige med på valgdagen den 29. januar.

Se videoen, hvor Mette Frederiksen udskriver Skolevalg 2026 her.

Fakta

Skolevalg 2026

  • Skolevalg er et undervisningsforløb på 3 x 2 lektioner, der forløber over 3 uger i januar. Omkring 70.000 elever fra cirka 700 skoler i hele landet deltager i Skolevalg 2026.

  • Formålet med Skolevalg er at øge de unges demokratiske engagement og forberede dem på at deltage i folkestyret. I 2026 sætter Skolevalg et særligt fokus på den gode tone i den politiske debat.

  • Proviantsalen på Christiansborg danner torsdag den 22. januar ramme for en tv-transmitteret partilederdebat med ungdomspartiernes forpersoner. Debatten vises på Folketingets tv-kanal kl. 10.00-11.00. Partilederdebatten kan ses direkte eller efterfølgende her.

  • Over 400 skoler får besøg af debattører fra de politiske ungdomsorganisationer til en debat på skolen. Det sker i perioden fra den 26. til den 29. januar.

  • På valgdagen, torsdag den 29. januar, får eleverne udleveret valgkort og stemmesedler, og der er stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Her skal eleverne stemme på det parti, de er mest enige med.

  • Skolevalg 2026 slutter med en tv-transmitteret valgaften på Christiansborg torsdag den 29. januar kl. 19.00-20.00, hvor valgresultatet bliver offentliggjort. Resultatet gøres op både kommunalt, regionalt og landsdækkende.

  • Valgaftenen vises på Folketingets tv-kanal og kan ses direkte eller efterfølgende her.

  • Cirka 700 skoler fra 95 kommuner har tilmeldt sig Skolevalg 2026.

  • Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

  • Skolevalg finder sted hvert andet år. Første gang var i 2015.

  • Læs mere om Skolevalg på skolevalg.dk

Fik du læst?

Elever bliver engageret af kontroversielle emner

Fik du læst?

Trodser forbud og lader eleverne diskutere Palæstina

Fik du læst?

Blev størst i 79 kommuner: LA rydder bordet i alle regioner og vinder skolevalg

Sidst opdateret: 12/01/2026 - 11:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]