
Elever bliver engageret af emner som vækker stærke følelser. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Elever bliver engageret af kontroversielle emner
Selvom det kan vække stærke følelser, motiverer det elever i folkeskolen at diskutere emner som kønsidentitet, krigen mellem Israel og Hamas og Muhammed-tegningerne, viser ny rapport.
Udgivet: 04/07/2025
Skal elever i folkeskolerne diskutere emner såsom kønsidentitet, krigen mellem Israel og Hamas og Muhammed-tegningerne?
I en ny rapport fra Vive slås det fast, at selvom diskussioner om kontroversielle emner i folkeskolen kan skabe stærke og svære følelser, så kan det samtidig skabe motivation og engagement. Det fremgår af en ny rapport fra Vive.
Undersøgelsen kommer i kølvandet på, at Folketingets Præsidium tog beslutning om, at eleverne til det kommende skolevalg ikke må diskutere, hvorvidt Danmark skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
Beslutningen blev truffet med henvisning til, at Palæstina-spørgsmålet "rummer en høj grad af kompleksitet og er et potentielt følsomt emne for konkrete elever og deres familier," lød begrundelsen fra Folketingets Præsidium til Politiken.
Det har vakt harme og fik blandt demonstranter til at afbryde et byrådsmøde i Odense.
København, Aarhus og Odense kommuner har besluttet, at eleverne godt kan debattere Palæstina-spørgsmål til skolevalget trods Folketingets Præsidiums beslutning om det modsatte, og emnet på dagsordenen i mange byråd.
Lærernes erfaringer
Den nye undersøgelse fra Vive er udarbejdet for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, hvor lærere har kommet med deres input og erfaringer med at bruge emner, som kan opfattes kontroversielle.
"Vores analyse viser, at lærerne for det meste oplever positive og engagerede reaktioner på undervisning i kontroversielle emner. Elevreaktioner varierer dog ifølge lærerne på tværs af emner," siger projektchef Niels Peter Mortensen, der har ledet undersøgelsen og fortsætter:
"Eksempelvis oplever elever emner som seksualitet og kønsidentitet som grænseoverskridende, mens emner som krigen mellem Israel og Hamas i større grad vækker vrede. Lærerne har oplevet få reaktioner fra elevernes forældrene, og det er næsten udelukkende i grundskolen, at lærerne oplever disse."
Cirka hver fjerde lærer i undersøgelsen har udeladt et emne, oftest på grund af frygt for konflikt i klasserummet og af hensyn til enkelte elever.
Samtidig oplever de fleste lærere dog, at de er klædt fagligt på til at undervise i kontroversielle emner.
For at håndtere eventuelle udfordringer bruger lærerne forskellige greb. For eksempel forbereder lærerne eleverne på undervisningen, tager hensyn til enkeltelever ved at holde samtaler med dem, sørger for at balancere undervisningen og forholde sig fagligt og neutralt til emnet, faciliterer debatøvelser, udfordrer elevers holdninger, opfordrer til rummelighed, sparrer med kolleger og ledelse og tilpasser undervisningsmateriale.
Definition af kontroversielle emner
Kontroversielle emner defineres i undersøgelsen på baggrund af følgende fra Europarådet:
”Emner, der vækker stærke følelser og skaber uenighed i lokalmiljøer og samfund. Kontroversielle emner rummer store konflikter om værdier og interesser, og der er ofte uenighed om de bagvedliggende faktiske omstændigheder. De er ofte komplekse uden nogen nemme løsninger og svar. De vækker stærke følelser og skaber eller forstærker ofte splittelser mellem folk, der kan føre til mistænksomhed og mistillid.”
Europarådet, 2015 (VIVEs oversættelse)
Undersøgelsen fra Vive
Undersøgelsen er gennemført i perioden fra januar 2024 til maj 2025.
Undersøgelsen er afgrænset til at omhandle:
Folkeskolens og de frie grundskolers 7.-9. klasse-undervisning i dansk, historie, samfundsfag, kristendomskundskab/religion og biologi
Gymnasiale uddannelsers (htx, hhx, stx og hf, herunder hf på VUC) undervisning i dansk, historie, samfundsfag, religion og biologi/bioteknologi.
Undersøgelsens datagrundlag udgøres af et spørgeskema til hhv. lærere og ledere i folkeskoler, frie grundskoler og på gymnasiale uddannelser. Spørgeskemaerne er besvaret af 721 lærere og 127 ledere, hvilket resulterer i en svarprocent på 42 % for lærerne og på 74 % for lederne.
Derudover har VIVE gennemført kvalitative interviews med elever, lærere, ledere/rektorer og bestyrelsesrepræsentanter fra folkeskoler, frie grundskoler og gymnasiale uddannelser. Vi har besøgt 16 uddannelsesinstitutioner, hvor der i alt er gennemført 59 interviews.
Dataindsamling til undersøgelsen er foretaget i perioden fra august 2024 til februar 2025.
Undersøgelsen har taget afsæt i en indledende eksplorativ dataindsamling, der inkluderer en litteraturafdækning, studiebesøg hos en relevant forskergruppe og indledende eksplorative interviews.
Læs mere om rapporten her.
Sidst opdateret: 05/07/2025 - 08:28












































