
Borgmester i Lolland Kommune Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme). - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Borgmestrene mødte kongen på en af deres første arbejdsdage
"Jeg sætter stor pris på, at kongehuset har valgt at invitere alle 98 borgmestre og ser det som en anerkendelse af byrådene, som hver dag arbejder for at få lokalsamfundene til at fungere," lyder det fra nyvalgt borgmester på Lolland.
Udgivet: 05/01/2026
Mandag den 5. januar markerede dagen, hvor alle landets borgmestre fik en royal velkomst, hvor samtlige for første gang var inviteret til nytårskur hos kongeparret.
Tidligere var det kun borgmestrene fra Frederiksberg og Gentofte kommuner som blev inviteret. Men kongehuset vil gøre de såkaldte nytårskure mere tidssvarende.
Blandt de 40 nye borgmestre er Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) fra Lolland. Hun fortæller, at hun havde en grad af nervøsitet i kroppen op til mødet med kongeparret.
"Alle skrækscenarier var tænkt igennem - især det er gå på høje hæle over brosten og sne. Men det var en stor oplevelse og godt at få ansigt på de kommende borgmesterkollegaer," siger hun og fortsætter:
"Jeg sætter stor pris på, at kongehuset har valgt at invitere alle 98 borgmestre og ser det som en anerkendelse af byrådene, som hver dag arbejder for at få lokalsamfundene til at fungere."
Dog understreger hun, at hverdagen kalder på den anden side af det royale besøg.
"Jeg tror, at det er vigtigt at have for øje, at man ikke bærer borgmesterkæde hver dag, at man ikke besøger kongehuset hver dag. For det her handler om nogle store og tunge beslutninger som ligger forude. Men det var en god start at få den oplevelse med på vejen, og nu kan arbejdet begynde."
30-40 borgmesterkollegaer i underbukser
En af de deltagende var den nyvalgte borgmester for SF i Lejre, Mikael Ralf Baade Larsen. Han kalder dagen overvældende.
"Jeg har været overvældet. Jeg synes, at det er en stor anerkendelse af kommunedanmark, den nære velfærd og det brede Danmark at invitere alle borgmestre," siger han til NB-Kommune om dagen.
"Det var specielt at starte første arbejdsdag inde i KL-huset i underbukser med 30-40 andre mænd, som er mine fremtidige borgmesterkollegaer," griner han af, at borgmestrene blev klædt i kjole og hvidt i KL-huset inden fælles afgang til Amalienborg.
"Det var meget imponerende. For mig bare at komme ind og se Amalienborg indefra, det var ret specielt," afslutter den nyvalgte borgmester.
Mere tidssvarende nytårskure
Den nye nytårskur med alle borgmestre på gæstelisten, og ikke blot nogle få udvalgte, falder i god jord hos den kommende borgmester i Holstebro, Kenneth Tønning (V).
"Jeg synes, det er et signal om, at vi er et helt land, og vi er ligeværdige i alle kommunerne. Det kan jeg jo godt lide. Jeg tænker, at det er et godt signal, at det er os alle sammen, der nu bliver inviteret," siger han og understreger, at der var en "hjertelig" stemning, og at det gavner netværket borgmestrene imellem - nye som garvede.
Udover den nye selvstændige nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd vil kongehuset også invitere flere organisationer, foreninger og fonde samt repræsentanter fra professionshøjskoler, erhvervsakademier og en række kunstneriske uddannelser - og ikke kun universiteterne som førhen.
Ifølge kongehuset sker ændringen, fordi man blandt andet ønsker at sikre en større repræsentativ og geografisk bredde i deltagekredsen.
Derudover er der også foretaget ændringer i de rangklasser, der er blevet brugt ved nytårskuren til for eksempel at bestemme, hvem der har måttet møde til kur samt i hvilken rækkefølge gæsterne er mødt.
Sidst opdateret: 06/01/2026 - 11:32















































