Gellerupparken er på Social- og boligministeriets liste over parallelsamfund. Aarhus Kommune har afventet EU-dommen, før man har villet gå videre med at rive boligblokke ned som led i en milliardombygning, der skal få området af listen.

Gellerupparken er på Social- og boligministeriets liste over parallelsamfund. Aarhus Kommune har afventet EU-dommen, før man har villet gå videre med at rive boligblokke ned som led i en milliardombygning, der skal få området af listen. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Beboere kan være blevet forskelsbehandlet på baggrund af lov

Parallelsamfundsloven kan føre til forskelsbehandling, vurderer EU-domstolen. Det er nu op til det danske retsvæsen at undersøge, om der er sker diskrimination mod beboere i boligområder, der fremgår af parallelsamfundslisten.

Udgivet: 18/12/2025

Susanna Arpi

Redaktør

Thit Bording

Journalist

Del artiklen:

Der kan være tale om forskelsbehandling af beboere i boligområder, der fremgår af parallelsamfundslisten, på baggrund af deres etnicitet.

Det fastslår EU-domstolen torsdag.

NB-Kommune citerede i første omgang TV 2 Østjylland for, at parallelsamfundsloven var "direkte diskrimination". Men ifølge pressemeddelelsen fra EU-domstolen kan loven føre til både direkte og indirekte forskelsbehandling - og det er nu op til det danske retsvæsen at undersøge, om det er tilfældet.

"Det er en lidt mudret afgørelse," siger professor Claus-Bech Danielsen fra Institut for byggeri, by og miljø på Aalborg Universitet.

Han understreger, at han ikke er jurist, men som han læser afgørelsen, skal Østre Landsret nu tage stilling til, om de konkrete klagere har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling.

"På den måde vil der fortsat være et vakuum, hvor vi går og venter," siger han.

Claus-Bech Danielsen opfordrer til, at man i ventetiden på en endelig afgørelse fra Østre Landsret genbesøger loven og helhedsplanerne for boligområderne.

Professor Claus Bech-Danielsen opfordrer til, at man bruger ventetiden frem til landsrettens afgørelse til at genbesøge parallelsamfundsloven og helhedsplaner for boligområderne.

"Der er jo gået seks til syv år, siden loven blev vedtaget, og vi er på nogle områder blevet klogere siden dengang. Vi kan for eksempel se, at der er nogle menneskelige omkostninger ved det her. Vi kan også se, at der er nogle miljømæssige omkostninger. I dag er det en almindelig vurdering i byggebranchen og blandt byggeforskere, at man så vidt muligt skal genanvende frem for at rive ned. Der er grund til at genbesøge det, man er i gang med," siger han og tilføjer, at fleksibel udlejning er i gang med at ændre beboersammensætningen i boligområderne.

Afgørelsen fra EU-domstolen

Det er den danske parallelsamfundslov fra 2018, der er omdrejningspunktet for sagen. Her defineres et parallelsamfund som et alment boligområde med mindst 1000 beboere, hvor blandt andet andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

Har et boligområde været på listen i mere end fem år, bliver det et såkaldt omdannelsesområde, hvor der så skal iværksættes en udviklingsplan for området.

Fakta

Se listen over parallelsamfund og udsatte boligområder her

Parallelsamfund:

Tåstrupgård, Høje-Taastrup Kommune.

Sundparken, Horsens Kommune.

Bispehaven, Aarhus Kommune.

Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus Kommune.

Vollsmose, Odense Kommune.

Udsatte boligområder:

Gammel Jennumparken, Randers Kommune.

Byparken/Skovparken, Svendborg Kommune.

Tåstrupgård, Høje-Taastrup Kommune.

Sundparken, Horsens Kommune.

Bispehaven, Aarhus Kommune.

Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus Kommune.

Vollsmose, Odense Kommune.

Kilde: Social- og boligministeriet.

Tilbage i 2020 stævnede beboere i Mjølnerparken i København og Ringparken i Slagelse boligministeriet for diskrimination, da de på grund af loven blev tvunget til at fraflytte deres boliger, der lå i et omdannelsesområde.

I juni 2023 fandt Østre Landsret, at beboerne havde ret til at få prøvet, om de har været udsat for diskrimination, og sagen blev derfor sendt til EU.

"Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en ringere behandling, finder Domstolen, at der kan være tale om en sådan ringere behandling ved, at beboerne i omdannelsesområderne udsættes for en øget risiko for førtidig opsigelse af deres lejemål og dermed for tab af deres bolig," skriver EU-domstolen om dagens afgørelse i en pressemeddelelse.

"Denne risiko synes at være større end i andre boligområder med en sammenlignelig socioøkonomisk situation, men hvor andelen af indvandrere ikke har overskredet den tærskel, der er fastsat i den omhandlede lov, " lyder det videre.

Afgørelsen fra EU-domstolen skal nu tilbage til landsretten, der så skal komme med sin kendelse i sagen.

Udfaldet af Østre Landsrets dom kan komme til at få stor betydning for kommunernes videre arbejde med at omdanne de udsatte boligområder, der har figureret eller fortsat er at finde på parallelsamfundslisten.

Uanset udfaldet kan parterne anke dommen til Højesteret, der som den højeste retsindstans i Danmark, vil skulle sætte det endelige punktum i sagen.

Definition af udsatte boligområder og parallelsamfund

Et udsat boligområde er et alment boligområde med mindst 1000 beboere, hvor minimum to ud af fire af følgende kriterier er opfyldt:

  1. Andelen af beboere i alderen 18 til 64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent. Det er opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.

  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet, hvilket er opgjort som gennemsnit over de seneste to år.

  3. Andelen af beboere i alderen 30 til 59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15 til 64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Et parallelsamfund er et alment boligområde med mindst 1000 beboere, hvor minimum to af kriterierne er opfyldt, og hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

Har et boligområdet været på parallelsamfundslisten i fem år, defineres det som et omdannelsesområde. Det betyder, at den almene boligorganisation og kommunen skal lave en udviklingsplan for, hvordan de vil få andelen af almene familieboliger ned på 40 procent - blandt andet ved at rive almene familieboliger i boligområdet ned, bygge nye private boliger til udlejning eller sælge almene familieboliger til private udlejere.

Kilde: Social- og boligministeriet, Ritzau.

Fik du læst?

Antallet af parallelsamfund falder igen

Sidst opdateret: 18/12/2025 - 12:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]