
Der skal mere til, hvis rekrutteringskrisen skal løses, anerkender ældreminister Mette Kierkgaard. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ældreminister kalder arbejdskraftkrisen en "kæmpe bombe"
Trods udsigt til mangel på op mod 23.800 sosu-medarbejdere om ti år vil Mette Kierkgaard ikke samle indsatsen i en fælles national plan, som flere parter efterspørger.
Udgivet: 18/12/2025
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) kalder de seneste fremskrivninger om manglen på medarbejdere i ældreplejen for en “kæmpe bombe under velfærden”.
Hun anerkender, at det er den absolut største udfordring på området. Alligevel har hun ikke overvejet at igangsætte en samlet, national strategi, som binder kommuner, arbejdsmarkedets parter og relevante ministerier sammen i en fælles indsats for at løse krisen.
Det pointerer hun i et interview med NB-Ældre.
"Jeg har ikke taget stilling til det, og det kommer jeg heller ikke til lige nu. Lige nu har jeg fokus på at komme ned i maskinrummet for at få nogle tiltag til at fungere," siger hun.
Manglen endnu større
Statistikudvalgets seneste statusrapport, offentliggjort i sidste uge, opjusterer fremskrivningen af manglen på social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen fra omkring 15.000 til 23.800 frem mod 2035.
De alarmerende tal har fået flere, herunder velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune, Jan Dehn, til at efterlyse mere handling fra ældreministeren.
Konkret i form af en samlet, national strategi. Enkeltinitiativerne, som ældreministeren har iværksat, er ikke nok, mener han.
I den forbindelse udtaler Mette Kierkgaard:
"Vi er i gang med at skabe en ældrepleje, hvor undersøgelser allerede nu viser lavere sygefravær, og hvor det er blevet nemmere at rekruttere og fastholde medarbejdere. Samtidig har vi en national strategi for velfærdsteknologi på vej, hvor et af målene er at skabe en arbejdskraftbesparende effekt, og vi har givet et lønløft på 3,6 milliarder kroner målrettet den her medarbejdergruppe."
"Selv om jeg nævner det i flæng alle mulige steder, kan det godt være, at der er brug for en større gennemslagskraft."
Men er alt det, du har sat i værk, nok til at løse den kæmpe udfordring, vi står over for?
"Der skal mere til. Men jeg kommer ikke nu til at sige, at jeg laver en national strategi for rekruttering."
Læs hele interviewet på NB-Ældre.
Sidst opdateret: 18/12/2025 - 12:14












































