
- Foto: Thomas Traasdahl / Ritzau Scanpix
Partistifter Uffe Elbæk kalder Frie Grønne for en fejl
Den tidligere radikale kulturminister og eks-medlem af Folketinget Uffe Elbæk, der var med til at stifte partiet Frie Grønne, mener, at det var en fejl, at partiet blev skabt.
Udgivet: 17/12/2025
"Det var en fejler."
Sådan siger politikeren Uffe Elbæk om stiftelsen af partiet Frie Grønne til Radio IIII.
Han var med til at stifte partiet i 2020, da partiet Alternativet, som han også havde været med til at stifte, nærmest gik i opløsning på grund af intern utilfredshed med daværende politisk leder Josephine Fock.
I 2022 vendte Uffe Elbæk dog tilbage til Alternativet.
"Der har ikke været nogen som helst kommunikation lige siden. Det var et rimelig dramatisk farvel. De, som tegner Frie Grønne, de har valgt en vej, som jeg ikke kunne gå ned ad", siger Uffe Elbæk.
Frie Grønne er i dag ledet af Sikandar Siddique, der også har en fortid som folketingsmedlem for Alternativet sammen med Elbæk. Sikandar Siddique var med til at stifte Frie Grønne.
Han og Frie Grønne skabte en del overskrifter i forbindelse med kommunalvalget i sidste måned. Her havde partiet hængt en række meget omtalte plakater op i København med teksten "Befri København fra zionisme".
Den plakat kalder Elbæk i øvrigt også for en "fejler". Han kalder den for "konfliktoptrappende" og tilføjer, at han aldrig ville have gjort det samme.
Efter valget har der været en del virak omkring Sikandar Siddique, der formåede at blive valgt ind i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
I sidste uge meddelte Københavns Kommune således, at den agter at annullere Sikandar Siddiques bopælsregistrering i kommunen.
Det kan i sidste ende betyde, at han må forlade Københavns Borgerrepræsentation.
/ritzau/
Sidst opdateret: 17/12/2025 - 10:17












































