
Peter Sørensen (S) og Michael Stegger Jensen (S). - Foto: Befunky: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
S-borgmester trodser nedtur: Har svært ved at spejle sig i 'mærkelig regering'
Til kommunalvalget gik Socialdemokratiet tilbage i 87 kommuner. Dog ikke i Horsens og Syddjurs kommuner, hvor de genvalgte S-borgmestre oplevede fremgang. De to borgmestre reflekterer over den landsdækkende nedtur.
Udgivet: 01/12/2025
"Der er jo nogle mennesker, som Socialdemokratiet ikke får favnet på den rigtige måde, og som man føler, at Socialdemokratiet skal kunne. Det nytter ikke noget at pakke det ind," siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune.
Den nyligt genvalgte borgmester fik flere personlige stemmer end ved sidste valg, og partiet gik samtidig 1,8 procentpoint frem i kommunen.
Peter Sørensens personlige valgsejr står i skarp kontrast til, hvordan Socialdemokratiet klarede skærene i stort set hele resten af landet.
En tilbagegang på 5,2 procentpoint på landsplan betød, at Socialdemokratiet måtte give afkald på 18 borgmesterposter sammenlignet med efter sidste valg.
Der er dog ikke ét klart svar på, hvorfor det er gået så galt i store dele af landet, mener Peter Sørensen.
"Jeg tror, der er mange svar i det. Jeg tror bestemt, det er et udtryk for, at der er noget, som danskerne er bekymrede for i forhold til, hvordan Socialdemokratiet agerer," siger han og fortsætter:
"Vi kan ikke mærke os. Det er også et symbol på den der lidt mærkelige regering, som egentlig har løst nogle enormt store udfordringer, men den er så mærkelig, at vi har svært ved at spejle os selv i den."
Socialdemokratiet på Christiansborg skal derfor blive bedre på en række punkter ifølge borgmesteren.
"Vi skal være bedre til at kommunikere vores resultater, og så skal vi være mere synlige over for danskerne i deres hverdag, og vi skal favne bredere med vores politik, end vi gør," siger han.
'Vi er nødt til at kigge indad'
I sidste uge bragte DR resultaterne fra en landsdækkende rundspørge blandt socialdemokratiske byrådsmedlemmer.
Her svarede 41 byrådsmedlemmer nej til, at Mette Frederiksen er den rigtige formand til at vende udviklingen frem mod folketingsvalget. 130 svarede ja.
Den genvalgte S-borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen (S), har ikke svaret på rundspørgen. Han ønsker ikke at kritisere partitoppen. Det samme gælder Peter Sørensen. De henviser begge til, at de bakker op om, hvad der besluttes på kongressen.
Noget skal der dog gøres, lyder det.
"Vi er nødt til at kigge indad for at se, hvad det er, vi skal gøre anderledes. Vi er nødt til at gøre noget anderledes. Jeg har et ønske om at bidrage til at få løftet den procent hos partiet igen," siger Michael Stegger.
Det er første gang, Michael Stegger genopstiller som borgmester. Og med et øget personligt stemmetal på knap 800 stemmer er han den primære årsag til, at partiet går 2,8 procentpoint frem i kommunen.
Ifølge Michael Stegger ligger Socialdemokratiet i Syddjurs Kommune længere til venstre i det politiske landskab end på Christiansborg.
"En ting, jeg har hørt, er, at borgerne i Syddjurs ikke er tilhængere af skattelettelser. Jeg har talt med mange, der siger, at de hellere vil have, at pengene bliver brugt på børn, unge og ældre. Det er et ret tydeligt signal," siger han og fortsætter:
"Det er også noget, der flugter med mine tidligere udtalelser, så det kan også have haft en indvirkning på, at vi er gået frem."
Nærhed og borgerinddragelse
Selvom de mørke skyer over det meste af landet bekymrer de to borgmestre, er der også plads til at sole sig i et godt valgresultat.
Peter Sørensen mener, at fremgangen i Horsens blandt andet handler om nærhed og tilgængelighed som borgmester og at være åben og ærlig om de svære beslutninger samtidig med, at man har ambitioner. Og så er der den lokale ånd.
"Jeg er et spejl af den kommune, jeg bor i. Jeg ligner gennemsnitligt alle andre, og det gør også, at man bedre kan tage ind, hvad der rører sig."
I Syddjurs Kommune spiller nærheden også en stor rolle for valgresultatet, mener Michael Stegger.
"Vi snakker utrolig meget borgerinddragelse hos os og er meget ude og tale med folk og kigge dem i øjnene. Og så er vi også meget ydmyge i forhold til de opgaver, vi får," siger han.
Og så gør det indtryk på folk, at der er harmoni i byrådet, tror Michael Stegger.
"Vi har også et byråd, der har haft enstemmige beslutninger omkring budgetter, og hvor der er et godt samarbejdsklima," siger han.
Spiller borgmestereffekten også ind?
Ja, det er jeg da ret sikker på. Det siges jo, at det er første gang, der er sådan en effekt, og det tror jeg også har spillet ind for mig den her gang," afslutter han.
Sidst opdateret: 01/12/2025 - 14:18












































