
- Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)
Halvdelen af Socialdemokratiets gruppe i Købehavn bejler til fagborgmesterpost
Udgivet: 26/11/2025
Fire ud af otte socialdemokratiske medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation går efter fagborgmesterposten, som er blevet ledig efter Pernille Rosenkrantz-Theils lynexit fra københavnsk lokalpolitik.
Det gælder posten som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Købehavns Kommune.
Både Lars Aslan Rasmussen, Yildiz Akdogan, Andreas Keil og senest også Mette Reissmann har meldt sig under fanerne.
Mette Reissmann er lige nu på orlov fra Borgerrepræsentationen for at varetage hvervet i Folketinget, som hun har været medlem af siden 2022 og i perioden 2011-2019, men hun stillede op igen ved kommunalvalget og fik 1170 personlige stemmer.
Socialdemokratiet tillader ikke dobbeltmandater, og derfor kommer Mette Reissmann til at skulle vælge, om hun vil beholde sin plads i Folketinget eller i Borgerrepræsentationen, hvis hun ikke bliver fagborgmester. Før kommunalvalget tirsdag, sagde hun til Ritzau, at hun ikke kom til at forlade Folketinget før tid.
Der er deadline fredag for kandidater, inden de delegerede fra Socialdemokratiets københavnske lokalafdelinger skal vælge borgmesteren mandag.
/ritzau/SA
Sidst opdateret: 26/11/2025 - 10:07
Temaer: KV25













































