
- Foto: Philip Davali og Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix
Flere kæmper om Rosenkrantz-Theils fagborgmesterpost
To kandidater har meldt deres interesse for at overtage beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i København efter Pernille Rosenkrantz-Theils exit. Afløseren skal vælges på mandag.
Udgivet: 25/11/2025
Endnu en kandidat har meldt sig på banen til den ledige post som socialdemokratisk fagborgmester i København.
Det er Yildiz Akdogan, der nu går efter posten, oplyser hun til TV 2 Kosmopol.
Efter at kommunalvalget tirsdag i sidste uge endte med skuffelse for Socialdemokratiet, stod overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at blive beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester fra 1. januar.
Men da hun har valgt at stoppe i politik, skal en anden socialdemokrat overtage fagborgmesterposten.
I går meddelte tidligere folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, at han stiller sig til rådighed, og nu har Yildiz Akdogan meldt sig som den anden kandidat.
Erstatningen skal findes blandt otte socialdemokratiske medlemmer af Borgerrepræsentationen. Der er deadline for at melde sig fredag klokken 12, og på mandag vælges den nye fagborgmester af medlemmerne i København.
Vikar for Rosenkrantz-Theil
Det vil ikke være første gang, at Yildiz Akdogan overtager for Pernille Rosenkrantz-Theil.
Da Rosenkrantz-Theil trak sig fra Folketinget for at fokusere på sit overborgmesterkandidatur, var det Akdogan, der fik pladsen i Folketinget i stedet.
Hun blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget med 959 personlige stemmer. Det var syvendeflest af de socialdemokratiske kandidater. Lars Aslan Rasmussen fik næstflest med 4656 personlige stemmer.
Yildiz Akdogan er i forvejen medlem af Borgerrepræsentationen, men er i øjeblikket på orlov for at varetage sit hverv i Folketinget. Socialdemokratiet tillader nemlig ikke dobbeltmandater.
Derfor skal Akdogan også beslutte, om hun vil være medlem af Borgerrepræsentationen eller Folketinget fra 1. januar, medmindre hun får dispensation.
Det har hverken før eller efter kommunalvalget været muligt for medier at få hende til at svare på, hvilket mandat hun vil beholde.
/ritzau/
Sidst opdateret: 25/11/2025 - 11:10
Temaer: KV25













































