
Efter intense drøftelser i valgcafeen i Ringkøbing-Skjern endte Mads Fuglede fra Danmarksdemokratenre med at få borgmesterposten, men få dage efter løb SF og De Konservative fra deres støtte. - Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix
SF og K topper NB-Kommunes liste over aftalebrud
Mens fem partier har holdt alle deres aftaler, så har SF og Konservative hver brudt to aftaler, mens Radikale og Danmarksdemokraterne hver er løbet fra en aftale. Det viser NB-Kommunes opgørelse over aftalebrud.
Udgivet: 24/11/2025
SF og De Konservative topper foreløbigt listen over aftalebrud ved årets konstitueringsforhandlinger. Begge partier er løbet fra hver to aftaler - det skal dog bemærkes at det er lidt mudret, om De Konservative løb fra konstitueringsaftalen i Lemvig før eller efter Danmarksdemokraterne havde smadret aftalen.
Venstre og Socialdemokratiet kan sammen med Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti holde den politiske troværdighedsfane højt. De er tilsyneladende ikke løbet fra nogen aftaler.
NB-Kommune har opgjort antallet af aftalebrud i årets konstitueringsforhandlinger. Vi har brugt den definition, at et parti er løbet fra en aftale, som var offentliggjort, uden at partiet havde gjort indsigelser. Ud fra den definition var det ikke et aftalebrud, da DF sikrede sig borgmesterposten i Slagelse, fordi partiet først gik i gang med at forhandle den nye konstitueringsaftale, da SF sprang fra den oprindelige aftale, der gjorde nuværende borgmester Knud Vincent til borgmester.
Ikke flere løftebrud fra partier, men enkeltpersoner fylder mere
Selvom de kaotiske forhold omkring konstitueringen i år har fyldt meget, så viser fakta, at der både i 2021 og i år var tre kommuner, hvor et løftebrud fra et eller flere partier udløste en ændret konstituering. I år var det Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Slagelse.
Til gengæld har der været flere løftebrud fra enkeltpolitikere, som er løbet fra en aftale, som deres parti havde indgået. Det gælder i Middelfart, hvor Socialdemokraten Anne Sørensen sprang over til Venstre og dermed fældede sin egen borgmester. Det andet tilfælde var Aalborg, hvor den konservative Vibeke Gamst løb fra den aftale, som hendes parti havde indgået med den radikale Jes Lunde - vel at mærke efter samme Jes Lunde var løbet fra en aftale, som sikrede, at nuværende borgmester Jes Lunde kunne fortsætte.
Der findes ingen faktuelle databaser over løftebrud i konstitueringsforhandlinger, men NB-Kommune har fundet følgene spektakulære eksempler.
Flere kup gennem tiden
Kerteminde danner rammen om et af de mest berømte KV-kup. I 2009 valgte det socialdemokratiske byrådsmedlem Sonja Rasmussen at forlade partiet og gå sammen med det borgerlige mindretal, som gjorde hende til borgmester.
Også i Nordfyns Kommune kuppede to tidligere socialdemokrater Jørgen Simonsen til fordel for Venstres Morten Andersen, som endte som borgmester mange år frem til 2023, skriver fyens.dk.
I Nyborg blev borgmester Erik Christensen (S) også væltet af et hop i 2013, da Jan Reimer Christiansen forlod partiet til fordel for Venstre, hvilket gjorde Kenneth Muhs til borgmester.
I Helsingør væltede Johannes Hecht-Nielsen i 2009 K-borgmester Per Tærsbøl, da han trak støtten til ham, og selv kunne blive borgmester med opbakning fra de røde partier.
Sidst opdateret: 24/11/2025 - 12:20












































