
Fra sidste uges demonstration mod Ulla Sørensens partihop fra S til V, som væltede flertallet bag Johannes Lundsfryd. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Partihop vækker harme - men de kan ikke forbydes
Man kan ikke forbyde partihop, mener professor. Han kalder sidste uges partihop i Middelfart "bizart", men der er ikke andet at gøre end at opfordre politikere til at opføre sig ordentligt.
Udgivet: 25/11/2025
Partihop vækker harme - både i de politiske grupper, men unægteligt også hos vælgerne.
Dog kan man ikke lovgive sig ud af dem, men blot appellere til, at politikere opfører sig ordentligt.
Ulrik Kjær, professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet og forsker i kommunalvalg, understreger, at man ikke kan forbyde parti hop, selvom vælgerne kan opleve, at de bliver snydt.
Kan ikke løses med lov
Altså, det lyder jo gammeldags, det ved jeg godt, men man må jo også godt appellere til, at de opfører sig ordentligt.
Ulrik Kjær, professor ved Syddansk Universitet
Ulrik Kjær kommer med et tænkt eksempel for at illustrere, hvorfor det ikke vil være en demokratisk fordel at forbyde partihop på valgnatten - og i det hele taget.
Hvis for eksempel to fra det samme parti er valgt ind i byrådet, men bliver uenige om noget, når de forhandler med andre partier og grupper på valgnatten, hvem skal så vurdere, hvem af dem der har ret til at repræsentere partiet, hvis man ikke må lave partihop, og de er tvunget til at blive sammen?
"Det kan man ikke rigtigt, så det vil ikke løse problemet," siger han.
Derfor mener han, at det er vanskeligt at sætte rammer, der kan forhindre partihop.
"Så det eneste jeg ser som en løsning er, at folk opfører sig ordentligt," siger han.
En potentiel løsning på at dæmme ind for partihop og politikere der løb fra konstitueringsaftaler blev undersøgt i 2012, hvor 12 foreløbige konstitueringsaftaler blev brudt. Konklusionen var - og er stadig i dag - at lovændringer ikke vil kunne ændre dette.
I stedet lød opfordringen fra ministeriet og KL, at kommunerne skulle udarbejde et kodeks for god konstitueringsskik, hvilket kun et fåtal reelt har gjort, siger kommunalforsker Roger Buch til Ritzau.
Svært at forstå
Blandt denne valgkamps mest omtalte dramaer, er partihopperen på valgnatten Ulla Sørensen som hoppede fra S til V, og dermed væltede flertallet bag den socialdemokratiske borgmester Johannes Lundsfryd.
Ulrik Kjær forstår godt, at det der er sket i Venstre i Middelfart kan være svært for vælgerne at forholde sig til.
"Det er den måde de opererer på åbenbart, det er svært at gøre noget ved."
"Det, der skete, står som vanskeligt at forstå for os, der ikke var med inde i lokalerne. Jeg skal ikke kunne sige, om hun blev snydt, men hun skiftede jo parti, han trak sig som spids. Alligevel blev der peget på Anders Møllegård, men der kunne hun jo ikke rigtig skifte igen på det tidspunkt," siger professoren.
Ulla Sørensen er ikke den eneste, der har hoppet omkring valgnatten og fået et flertal til at smuldre. Vibeke Gamst i Aalborg står til eksklusion fra De Konservative efter hun skabte flertal bag Lasse Frimand Jensen (S), efter De Radikale tog flertallet. I Ishøj valgte SF'eren Kalbiye Yüksel at blive løsgænger og bakke op om S for ikke at skulle indgå samarbejde med DF.
Eksemplerne som ovennævnte vækker enorm vrede, når politikerne ikke fortsætte med deres mandat i det parti, de er valgt for, men det kan ikke ændres.
Partihop i byrådene er helt almindelige, og i perioden efter KV21 har partihoppene sat rekord med mindst 305 hop, skriver Ritzau. I de forudgående to perioder havde der været henholdsvis 155 og 173 hop i byrådene.
Kan kun appellere til ordentlighed
Ulrik Kjær kommer altså med en appel til politikerne, når de skal konstituere sig under de frie rammer til at gøre med mandaterne, som de er valgt ind på.
"Der sidder jo en masse mennesker i byrådene og opfører sig ordentligt. De står op om morgenen, og så passer de deres politiske arbejde på en ordentlig måde. Altså, det lyder jo gammeldags, det ved jeg godt, men man må jo også godt appellere til, at de opfører sig ordentligt," siger han.
Han påpeger, at der er en væsentlig forskel på, om det er fordi der er mange uligheder, for eksempel mange der går efter posten og kan få opbakning bag sig, eller om der er uordentlig opførsel på spil. Hvis der er mange potentielle konstellationer på spil, at det er helt legitimt at det tager længere tid at lande en aftale.
"Vi har jo ikke direkte valg til borgmesterposten, så det er helt legitimt at det tager længere tid at forhandle en aftale på plads, hvis det står mere uklart, hvem der præcis kan samle et flertal bag sig."
"Der er forskel på, når en aftale ændrer sig, fordi den ikke var handlet helt på plads, og når nogle hopper partier og ændrer flertallet, som vi så det i Middelfart."
Var Ullas hop et eksempel på uordentlighed?
"Ja, det synes jeg, især når der ikke er kommet en forklaring med noget substans," siger Ulrik Kjær og afslutter:
"Det var virkelig mærkeligt. Det var jo simpelthen et bizart forløb."
Allerede i sidste uge måtte politiet gå ind i en sag, hvor Ulla Sørensen er blevet udsat for chikane og er blevet spyttet i hovedet af en rasende borger som samtidig råbte "Judas!" efter hende.
Sidst opdateret: 25/11/2025 - 12:07
Temaer: KV25













































