I Middelfart har der været protest over, at Ulla Sørensen skiftede fra S til V og fik flertallet bag Johannes Lundsfryd til at smuldre.

I Middelfart har der været protest over, at Ulla Sørensen skiftede fra S til V og fik flertallet bag Johannes Lundsfryd til at smuldre. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det skaber politikerlede, når man står udefra og tænker 'hvad fanden har de gang i?'

To professorer kommer med et bud på, hvordan man kan opretholde tilliden fra borgerne efter valget, når politikere løber fra aftaler, partihopper og bager rævekager.

Udgivet: 24/11/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

"Det skaber politikerlede, når man står udefra og tænker 'hvad fanden har de gang i'?"

Sådan lyder det fra Kasper Møller Hansen, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i kommunalvalg.

Det er kampen om magten og posterne, det er meget sjældent at der er politisk indhold i de her løbende konstitueringsaftaler.

Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet

Han mener, at konstitueringsaftalerne bør være bindende umiddelbart efter, at de er meldt ud, og kun ændres hvis officielle klager rykker ved dem.

"Det er et magtspil de kommende tre uger, og jeg mener ikke, at der er grund til at lave alle de rævekager. Hvad vinder demokratiet ved, at vi de næste tre uger skal se folk for eksempel skifte parti for egen vindings skyld? Jeg tror, at vi ville være bedre tjent, hvis vi hurtigt fik lukket de aftaler i demokratiets navn," siger han og tilføjer:

"Det er kampen om magten og posterne, det er meget sjældent at der er politisk indhold i de her løbende konstitueringsaftaler."

Aftalerne om konstituering er efter kommunalloven foreløbige indtil de bindende konstitueringsmøder mellem 1. til 15. december. Blandt andet for at sikre, at kommunerne kan behandle eventuelle klager over valget.

Kasper Møller Hansen mener, at aftalerne kun bør åbnes op, hvis behandlingen af klager eller en eventuel omtælling giver anledning til det, for eksempel at flertallet skubbes eller lignende.

"Det er jo aldrig sket før," siger han.

Mere åbenhed om, at de er foreløbige

I stedet for at rykke det bindende konstitueringsmøde, bør man være tydeligere overfor borgerne om, at aftalerne er foreløbige.

Man bør være tydeligere overfor borgerne om, at aftalerne er foreløbige indtil de konstituerende møder.

Ulrik Kjær, professor ved Syddansk Universitet

Sådan lyder det fra Ulrik Kjær, professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet og forsker i kommunalvalg.

Han mener ikke, at man kan lave bindende aftaler, før der har været mulighed for at behandle eventuelle klager over valget.

"Vi skal lige huske hinanden på reglerne hver gang, der er valg. Og at det først er på de konstituerende møder, at aftalerne er bindende. Så er der nogle hvis ord og underskrifter man kan stole mere på end andres indtil da."

"Rigtig mange aftaler som allerede indgås på valgnatten. De åbner sig igen, nogle gange fordi man får tænkt lidt mere over det," siger han.

Henover weekenden har der været gang i konstitueringsaftaler der smuldrer og nye selvudråbte borgmestre må træde tilbage. Foreløbigt er det sket i fem kommuner, og flere kan komme på listen frem mod december.

Der er ikke noget fordækt i, at nogle aftaler kan ændre sig, understreger Ulrik Kjær.

"Man bør være tydeligere overfor borgerne om, at aftalerne er foreløbige indtil de konstituerende møder. Det er ikke fordi, at man ikke må pege på en borgmester eller være glad for resultaterne, men aftalerne er jo ikke bindende før møderne i december," siger han.

"Der er altid en håndfuld, hvor det driller," siger han og understreger, at han ikke kender konkrete opgørelser over, hvor mange kommuner der ved sidste valg havde flere konstitueringsaftaler.

Man bør være mere forbeholdende i sine udmeldinger til borgerne, mener han.

"Politikerne skal lære at lade være med at melde ud; det bliver borgmesteren og til disse poster bliver det den og den. Samtidig skal medierne også lige være vågne, og dem der er meget hurtige ude med gul bjælke, de skal måske også lige lære at kommunikere tingene rigtigt, så man kunne sige, at nu er der indgået en foreløbig aftale, i stedet for at sige en aftale," siger han.

"Så vil billedet stå mere rigtigt over for borgerne," afslutter han.

Fik du læst?

Få overblik over de seneste dages spektakulære kup

Fik du læst?

SF og K topper NB-Kommunes liste over aftalebrud

Fik du læst?

Sådan foregår det konstituerende møde

Sidst opdateret: 24/11/2025 - 12:36

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]