Kvinder og mænd er ikke enige om, hvilke emner, der er afgørende for, hvor de skal sætte deres kryds. Her en valgdebat i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Kvinder og mænd er ikke enige om, hvilke emner, der er afgørende for, hvor de skal sætte deres kryds. Her en valgdebat i Ringkøbing-Skjern Kommune. - Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Kvindelige og mandlige vælgere prioriterer vidt forskelligt

Det er ikke en nem opgave at bejle både til kvindelige og mandlige vælgere. En ny undersøgelse viser store forskelle på, hvordan politiske emner prioriteres mellem kønnene.

Udgivet: 17/11/2025

Adam Østergaard Meijer

Journalist

Del artiklen:

For lige under halvdelen af de kvindelige vælgere – 49 procent – er sundhed som politisk emne afgørende for, hvor de vil sætte deres kryds til kommunalvalget i morgen.

Det er det emne, som flest kvinder vælger som afgørende. Samtidig er det kun afgørende for lige under en tredjedel – 32 procent – af de mandlige vælgere.

Ældrepleje fylder også mere for kvinder end for mænd. Her adskilles kønnene af 11 procentpoint – 47 mod 36 procent.

Kvinder og mænd prioriterer altså politiske emner forskelligt.

Det viser en ny undersøgelse gennemført af Voxmeter for Momentum, der beder danskerne om at vælge tre emner, der er afgørende for, hvor de vil sætte deres kryds i morgen, tirsdag.

Der er også de emner, som mænd prioriterer højere end kvinder.

For en fjerdedel af mændene er skat afgørende for, hvor de vil sætte deres kryds. Det gælder kun for 16 procent af kvinderne.

Og for 15 procent af mændene er erhvervsudvikling afgørende for krydset, mens det for kvinderne kun er afgørende for fem procent.

Forskellene giver en udfordring for kandidaterne, der gerne vil bejle lige meget til begge køn, mener Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet.

"For hvordan taler man om skat og erhverv uden at virke kold? Og hvordan omtaler man omsorg og sundhed uden at tabe de vælgere, der prioriterer økonomien? Ideelt set skal kandidaterne kunne stå på to ben og rumme begge perspektiver uden at skubbe halvdelen af vælgerne væk," siger han til Momentum.

Samtidig peger Kasper Møller Hansen på, at de store forskelle kan smitte af på den nyvalgte kommunalbestyrelse og give et dårligt grundlag for samarbejde.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på at finde en god balance med de forskellige perspektiver for øje, når der skal laves politik, mener valgforskeren.

Sidst opdateret: 17/11/2025 - 12:04

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]