
- Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Mangeårig radikal politiker fravælger partiet til KV25
Udgivet: 12/11/2025
"For første gang i mit voksne liv stemmer jeg ikke radikalt til et kommunalvalg."
Sådan skriver Klaus Bondam, tidligere mangeårig radikal politiker og borgmester i København gennem fem år, i et opslag på Facebook.
Ifølge Klaus Bondam har partiet i Odsherred Kommune, hvor han har været bosiddende i over ti år, "brugt alle kræfter på fejlfinding og på at pege fingre af kommunalt ansatte og andre politikere".
"Det er en politisk tilgang, som i mine øjne, er helt uden perspektiv og værdighed. Jeg tror desværre ikke, at jeg står alene med den opfattelse af den lokale radikale tilgang her i Odsherred, som særligt Thomas Nicolaisen - nu borgmesterkandidat - er eksponent for," lyder det videre i opslaget.
Udmeldingen kommer blot få dage efter, at byrådsmedlem for De Radikale, Thomas Nicolaisen, annoncerede, at han går efter borgmesterposten i Odsherred. Det skriver TV2 ØST.
TB
Sidst opdateret: 12/11/2025 - 11:56
Temaer: KV25













































