
"Det er min forventning, at en gennemskrevet vejledning kan sendes i høring inden årets udgang," siger socialministeren om vejledningen til magtanvendelsesreglerne. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Halvandet år senere: Vejledning til nye regler for magtanvendelse er stadig forsinket
Siden juli sidste år har kommuner og bo- og dagtilbud skullet navigere efter nye regler for magtanvendelse. "Det er mig fuldstændig ubegribeligt, hvorfor man ikke udskød loven til vejledningen kunne være klar," siger socialordfører.
Udgivet: 07/11/2025
I et folketingssvar fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) fremgår det, at vejledningen for magtanvendelse stadig ikke er klar, men forventes at være det snart.
"Det er min forventning, at en gennemskrevet vejledning kan sendes i høring inden årets udgang," svarer hun på spørgsmålet fra Liberal Alliances socialordfører Katrine Daugaard.
Det skriver NB-Social.
"Når reglerne er så omfattende at navigere i, at ministeriet ikke kan have en vejledning klar på et år, er det så ikke lidt meget, at den enkelte ansatte selv skal kunne gennemskue reglerne?"
Katrine Daugaard, socialordfører Liberal Alliance Nicoline Kjems-Krognos/Ritzau Scanpix
Vejledningen til lovgivningen er med til at sikre, at de nye regler og praksisser bliver implementeret korrekt. Revisionen af magtanvendelsesreglerne var relativt omdiskuterede og havde til formål både at fjerne bureaukrati og gøre visse magtanvendelser nemmere at udføre.
"Vi er overhovedet ikke blevet orienterede om, at de ikke havde den vejledning klar. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, hvorfor man ikke udskød loven til vejledningen kunne være klar," siger Katrine Daugaard.
Hun var med til at vedtage revisionen af magtanvendelsesreglerne.
Det var en bunden opgave at revidere magtanvendelsesreglerne i Folketingssamlingen 2023 og 2024. Det lykkedes regeringen og daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) som del af rammeaftalen på handicapområdet i foråret 2024. Reglerne trådte derefter i kraft juli 2024.
Siden har kommunerne og forskellige bo- og dagtilbud skulle navigere efter de nye regler, selvom vejledningen til reglerne endnu ikke var klar.
Går man eksempelvis ind på Retsinformation, der er det statslige retsinformationssystem, som giver adgang til alle gældende love, bekendtgørelser og cirkulærer, kan man kun finde den gamle vejledning fra 14. december 2019. Men den er skrevet ud fra de gamle magtanvendelsesregler.
Forsinket grundet kompleksitet
Det er ikke første gang, socialministeren er blevet spurgt ind til forsinkelsen af vejledningen. I et Folketingssvar fra september understregede hun, at det var vigtigt at opdatere vejledningen i takt med ændring af lovgivning og praksis, netop så reglerne kunne implementeres korrekt.
Men vejledning var blandt andet forsinket grundet kompleksiteten.
"Opdatering af vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper har været forsinket under hensyn til vejledningens omfang og kompleksitet," sagde hun dengang.
Den forklaring finder Katrine Daugaard kritisabel.
"Når reglerne er så omfattende at navigere i, at ministeriet ikke kan have en vejledning klar på et år, er det så ikke lidt meget, at den enkelte ansatte selv skal kunne gennemskue reglerne? Når vi så taler om magtanvendelse, så kan det jo resultere i overgreb overfor borgerne, når ikke der er tydelighed omkring vejledning af en lovgivning, der øger beføjelserne for brug af magt. Det er virkelig kritisabelt."
Også i det Folketingssvar forventede ministeren, at vejledningen ville blive sendt i høring inden årets udgang.
Der er blevet vejledt
Selvom vejledningen ikke er klar endnu, er det ikke det samme som, at der ikke er blevet vejledt i de nye regler.
"Social- og Boligministeriet har vejledt om de nye magtanvendelsesregler for voksne, siden reglerne trådte i kraft den 1. juli 2024 på en række måder," siger ministeren.
Ministeriet har blandt andet udsendt en orienteringsskrivelse, der gennemgår lovændringen, ligesom det løbende har vejledt kommuner, sagsbehandlere og borgere telefonisk og skriftligt.
Her overtog Ankestyrelsen vejledningen af kommunerne 1. januar 2025.
Derudover har der været flere webinarer rettet mod kommuner og botilbud. Social- og Boligstyrelsen har også opdateret tre håndbøger om magtanvendelse.
Ved SSA-reserven sidste år blev der også afsat 2,8 millioner kroner i perioden 2024-2026 til, at Social- og Boligstyrelsen kunne understøtte implementering og kendskab til de nye magtanvendelsesregler.
Sidst opdateret: 07/11/2025 - 10:38












































