
Der er et væld af kandidater til borgmesterposten i Roskilde. Både V-byrod Jette Tjørnelund (midt tv.), folketingspolitiker for K Rasmus Jarlov (midt th.) og SF-byrod Tina Boel (yderst th.) udfordrer siddende S-borgmester Tomas Breddam (yderst tv.). - Foto: Roskilde Kommune/Fotograf Steen Brogaard
Samlet borgerlig front kan bringe S-borgmesters genvalg i fare
TOP 20: Fire partier kæmper om borgmesterposten i Roskilde. Siddende S-borgmester Tomas Breddam udfordres af V og K, der denne gang arbejder for at kunne samles om en borgerlig borgmester, og en SF-byrod med valgvind.
Udgivet: 04/11/2025
Et samlet blå blok kan sætte en stopper for genvalget af den siddende socialdemokratiske borgmester i Roskilde, Tomas Breddam.
Mens De Konservative og Venstre er gået i valgforbund sammen og stiler efter denne gang at kunne samle sig om en borgerlig borgmester, har også SF meldt sig ind i kampen om borgmesterposten.
Om han kan beholde borgmesterkæden - og sikre Socialdemokratiets historiske dominans i domkirkebyen - afhænger af, hvor vælgerne sætter deres kryds, lyder det.
"Mit billede er, at der er faktisk et rigtig stærkt og tillidsfuldt samarbejde i Roskilde Byråd alle partier imellem. De politiske sager står fornuftigt. Så er der masser, vi skal have lavet bedre, og det skal vi jo så tonere forskelligt, for der er heldigvis også noget, vi er uenige om. Det er jeg spændt på, om borgerne i Roskilde kan få billedet af," siger Tomas Breddam til NB-Kommune.
Denne artikel er en beskrivelse af, hvad der er på spil i Roskilde Kommune, som vi anser for at blive et de mest spændende opgør i valgkampen ifølge NB-Kommunes prognose og top 20.
Borgerlige partier med en fælles ambition
Ved KV21 blev det Tomas Breddam, der trods en markant tilbagegang i stemmer for Socialdemokratiet endte i borgmesterstolen, på grund af splittelse blandt de borgerlige partier om hvem, der skulle være borgmester.
Borgmesteren sidder derfor på et smalt flertal, der udfordres fra begge sider.
Sådan fordelte stemmerne sig ved KV21
Socialdemokratiet fik ved KV21 i Roskilde 29 procent af stemmerne, mens Venstre blev kommunens næststørste parti med 16 procent efterfulgt af De Konservative med 15,6 procent af stemmerne.
SF og Enhedslisten blev henholdsvis fjerde og femte største parti med 9,5 procent af stemmerne og 8,9 procent.
Borgmester Tomas Breddam fik markant flest personlige stemmer med i alt 4231 stemmer, mens SF’eren Tina Boel fik andenflest personlige stemmer med i alt 1902 stemmer.
Venstres Jette Tjørnelund kom ind på en fjerdeplads med i alt 1869 personlige stemmer.
De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Venstre har forud for KV25 indgået valgforbund, og målet og håbet er, at partierne denne gang kan samle sig om en borgerlig borgmester.
Adspurgt om der er større samling på de borgerlige partier denne gang, lyder et klart "ja" fra De Konservatives borgmesterkandidat, Rasmus Jarlov, der er medlem af Folketinget.
"Vi har et godt samarbejde blandt de borgerlige partier og har også lovet hinanden, at hvis der er mulighed for en borgerlig borgmester, så får vi det. Det viser også, at længere væk er det jo heller ikke. Vi burde have haft en borgerlig borgermester efter sidste valg. Vi tror på, at det kan lade sig gøre, men vi ved også godt, at det kræver fremgang og en god valgkamp," siger Rasmus Jarlov.
Det er også V-borgmesterkandidat og nuværende 1. viceborgmester Jette Tjørnelunds ambition, at partierne kan samle sig om en borgerlig borgmester, hvis der er blåt flertal.
"Når vælgerne har peget på blåt flertal, så mener jeg sådan set også, at vælgernes stemmer bør høres," siger hun og tilføjer, at der dog denne gang er usikkerhed om til hvilken side, Radikale Venstre peger.
De Radikale har forud for valget tilkendegivet, at de peger på det parti, der har den mest grønne politik, ligesom at de har indgået valgforbund med Enhedslisten, SF og Alternativet.
"Så i udgangspunktet, tænker jeg, at de hælder til den røde side. Det gjorde de ikke sidste gang, og derfor er det også et brandærgerligt, at vi ikke kom i mål med et skifte," lyder det fra Jette Tjørnelund.
Takkede nej til borgmesterkæden
På den røde fløj er det SF med borgmesterkandidat Tina Boel, der udfordrer Socialdemokratiets kamp om borgmesterposten.
Ifølge meningsmålinger står SF til at få et godt valg - både i kommunen og på landsplan. Blandt andet fik partiet hver femte stemme i Roskilde ved Europa-Parlamentsvalget i 2024.
Bliver det et rødt flertal, er det muligt, at Tina Boel kan ende som borgmester.
I 2021 blev hun tilbudt posten, men på borgerlige mandater, hvilket hun takkede nej til. Forud for KV25 fortæller Tina Boel til Sjællandske Nyheder, at hun vil være borgmester - om nødvendigt med hjælp fra de borgerlige partier, så længe de er klar på at føre SF-politik.
Sådan fordeler mandaterne sig i Roskilde
Mandatfordeling efter KV21:
Socialdemokratiet - 9
Radikale Venstre - 2
De Konservative - 5
Nye Borgerlige - 1
SF - 3
Liberal Alliance - 1
Dansk Folkeparti - 2
Venstre - 5
Enhedslisten - 3
Mandatfordeling i dag:
Socialdemokratiet - 9
Radikale Venstre - 2
De Konservative - 2
SF - 2
Liberal Alliance - 1
Dansk Folkeparti - 2
Venstre - 5
Enhedslisten - 3
Moderaterne - 1
Og fire løsgængere:
Gitte Kronbak Nielsen - blev valgt ind for S ved KV21.
Mads Chr. Præstegaard - blev valgt ind for SF ved KV21.
Trine Borre og Anne Fabricius Murmann - begge valgt ind for De Konservative ved KV21, men har meldt sig ud af partiet og sammen stiftet Lokallisten Roskilde.
Sidst opdateret: 10/11/2025 - 12:17
Temaer: KV25, Top 20 KV25-opgør













































