
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Valgbus-rute får kritik for at "skævvride" valget
Udgivet: 31/10/2025
I Furesø Kommune kritiserer De Konservative en valgbus, som det snævre røde flertal har sat 150.000 kroner af til.
Meningen er, at den skal øge valgdeltagelsen ved at køre rundt og gøre opmærksom på valget i kommunen, men K kritiserer, at den primært kører i områder med almene boliger og unge, hvor borgerne vil have tendens til at stemme rødt og at den derfor "skævvrider" valget, skriver DR.
Dog afviser borgmester Ole Bondo Christensen (S) kritikken blankt, da han påpeger, at valgdeltagelsen netop var lavest ved KV21 i de udvalgte områder på ruten.
"Vi har en demokratisk ubalance, hvis det kun er nogle områder, der stemmer rigtig meget, og andre områder slet ikke stemmer, så får vi ikke kommunen til at hænge sammen," siger han til DR.
Kommunen havde ved KV21 blandt andet et område med en høj stemmeprocent på 85 procent og et med lav på 53 procent. Landsgennemsnittet lå på 67,2 procent og Furesø lå i den højere ende med 74,1 procent.
Se ruten for valgbussen i Furesø på DR.
RMN
Sidst opdateret: 31/10/2025 - 12:00
Temaer: KV25













































