
KL's formand Martin Damm og næstformand Peter Rahbæk Juel kan se frem til en valggyser, når det bliver afgjort, om der bliver rødt eller blåt flertal i KL's bestyrelse. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Meningsmåling lægger op til valggyser om KL-formandspost
Stemmespild kan ende med at koste Martin Damm formandsposten i KL. Den seneste meningsmåling viser, at formandsvalget i KL meget nemt kan ende med at blive afgjort af rene tilfældigheder. Læs her hvorfor.
Udgivet: 23/10/2025
Mens både KL's formand Martin Damm (V) og næstformand Peter Rahbæk Juel (S) kan være rimeligt sikre på deres genvalg i deres hjemkommuner, så kan de alligevel se frem til en neglebidende kommunalvalgsaften.
Alt peger nemlig på, at det bliver små tilfældige udsving, som kommer til at afgøre, hvem der skal være formand for KL, og dermed være toneangivende i en af Danmarks mest magtfulde interesseorganisationer.
Hvis valgets resultat ender som den store meningsmåling fra Constructive Institute, så er Martin Damms dage som KL-formand talte, mens næstformand Peter Rahbæk Juel kan slå en streg over det lille "næst" og blive formand.
Men som du kan se i skemaet nedenfor, så skal der blot flyttes relativt få stemmer i forhold til meningsmålingen, før der igen er blåt flertal i KL's bestyrelse. Selv inden for den statistiske usikkerhed kan det ende med alt mellem et 10-7 blåt flertal og et 10-7 rødt flertal. Derudover bliver De Radikale i dobbelt forstand en gyser. Partiet mangler med de aktuelle afrundende procenter i meningsmålingen lige præcis 0,33 procentpoint i stemmetallet, og dermed er det i store træskolængder fifty-fifty, om De Radikale får en plads i KL's bestyrelse. De Radikale vil i givet fald tage pladsen fra SF, som det ser ud baseret på den seneste meningsmåling, og dermed vil der stå 8-8 mellem blokkene, og De Radikale vil være afgørende.
Ved det seneste formandsvalg i KL i 2021 valgte De Radikale at støtte venstremanden Martin Damm.
Derfor er er det så usikkert
Årsagen til, at det vigtige valg af KL-formand nemt kan ende som et lotteri styret af tilfældigheder, skal findes i valgteknikken i KL's vedtægters paragraf 6 (se boks nederst i artiklen).
Bestyrelsens poster fordeles efter forholdsvalgsmetoden. Selvom vedtægterne omtaler "listesamarbejder", så betyder det ikke, at to eller flere partier må indgå valgforbund, men derimod alene at lokallisterne må slutte sig sammen. Men da lokallisterne normalt er for små til at kunne få en plads, så spiller det ingen rolle.
Facit er, at pladserne fordeles efter den d'hondtske metode efter partiernes samlede stemmetal på landsplan ved kommunevalget. Den regel blev lavet dengang, der var tre dominerende kommunale partier, og de nød på grund af deres størrelse godt af valgmetoden.
Hvis alle partier ramte det optimale stemmetal, og der derfor ikke var noget spild, så ville en bestyrelsesplads koste 5,88 procent. Men da ni partier vil være i spil til en plads i KL-bestyrelsen, så ender prisen på en plads med de aktuelle meningsmålinger helt nede på 4,33 procent.
Det betyder også, at hvis Venstre henter 1,33 procentpoint hos Danmarksdemokraterne, DF eller Liberal Alliance, så bliver der blåt flertal, fordi de tre partier har en del overskudsstemmer. Hvis Venstre derimod teoretisk henter alle de ekstra stemmer hos De Konservative, så ændrer det ikke på blokkene.
Modsat kan det røde flertal blive udvidet med en ekstra, hvis Enhedslisten henter to procentpoint fra Socialdemokratiet.
Det følger af systemet, at des flere partier en bloks stemmer er spredt ud på, des større er risikoen for stemmespild, og dermed at den modsatte blok får flertallet i KL's bestyrelse. I den sammenhæng er de blå partier hæmmet af, de borgerlige stemmer bliver fordelt ud på fem partier, mens de røde stemmer kun bliver delt ud på tre partier (her medregnes kun partier, som står til mere end to procent af stemmerne).
Helt galt står det til for midterpartierne, hvor stemmerne er delt ud på De Radikale og Moderaterne, hvilket kan ende med, at der slet ikke er nogen midterpartier i KL's bestyrelse efter valget.
Meningsmålingerne har en betydelig usikkerhed, og derfor er det eneste man kan sige med nogenlunde sikkerhed lige nu, det er, at KV 25 bliver en valggyser, som formentligt først er afgjort, når vi har de helt præcise stemmetal - og måske først er afgjort, når De Radikale har besluttet sig.
Det siger KL's vedtægter
§ 6 Bestyrelsen består af 17 medlemmer, der vælges af de stemmeberettigede delegerede på det ordinære delegeretmøde, der følger umiddelbart efter et almindeligt kommunevalg, dog således at pladserne i bestyrelsen vil være at fordele på politiske partier eller listesamarbejder efter forholdstalsvalgmåden på grundlag af de samlede stemmetal til de seneste kommunevalg i de KL-tilsluttede kommuner. Samtidig vælges personlige stedfortrædere for bestyrelsens medlemmer. Ved ”parti” forstås i disse vedtægter partier, der den 1. august i valgåret er opstillingsberettigede til folketingsvalget, og som derfor af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af den kommunale valglov er tildelt en forbeholdt kandidatlistebetegnelse ved kommunevalget. Ved ”lokale lister” forstås alle andre kandidatlister, der opstiller til kommunevalget. Ved ”listesamarbejder” forstås i disse vedtægter samarbejder mellem lokale kandidatlister med henblik på valg af repræsentanter til KL’s bestyrelse, repræsentantskab og kommunekontaktråd, der etableres ved listernes deltagelse i foreninger eller sammenslutninger med dette formål. Som medlemmer og stedfortrædere kan alene vælges kommunalbestyrelsesmedlemmer fra medlemskommunerne, jf. dog § 6, stk. 8.
Kilde KL.dk
Værd at vide om Epinions meningsmåling
Et tilfældigt og repræsentativt udsnit af voksne danskerne er blevet inviteret til at svare i perioden 4. september til 13. oktober via Digital Post. Mere end 100.000 borgere har svaret.
Epinions meningsmålinger stilles til rådighed for alle medier, politikere og borgere. Du kan finde den på Constructive Institutes hjemmeside her.
Resultaterne skal læses med opmærksomhed på, at en meget stor andel af vælgerne stadig ikke har taget stilling til lokalpolitiske spørgsmål og er uafklarede om deres partivalg.
På tværs af kommunerne svarer cirka halvdelen af vælgerne, at de vil stemme, men endnu ikke ved på hvem. Det er en meget stor gruppe. Når ca. 50 procent af respondenterne er uafklarede, betyder det, at partiernes aktuelle opbakning kan ændre sig markant frem mod valget, og tallene skal tolkes med stor forsigtighed. Særligt ved kommunalvalg gælder det, at mange vælgere venter med at beslutte sig, til de har set kandidaterne og de lokale temaer.
Der er statistisk usikkerhed omkring resultaterne. Selvom der for hvert lokalvalg er omkring 1.000 besvarelser, er det mange steder kun omkring halvdelen, der peger på et partivalg. Jo større statistisk usikkerhed, jo større interval vil det enkelte partis opbakning ligge indenfor. For alle resultater i målingen angives denne usikkerhed.
Det er bemærkelsesværdigt, at omkring 95 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer, at de forventer at stemme, når valgdeltagelsen ved de seneste kommunal- og regionsrådsvalg har ligget på omkring 70 procent. Det er dog et velkendt fænomen, at vælgere overvurderer deres sandsynlighed for at stemme, blandt andet fordi det opleves som socialt ønskværdigt at sige, at man deltager. Det bør således læses som et udtryk for høj stemmemotivation – ikke som en prognose for den endelige valgdeltagelse.
Sidst opdateret: 23/10/2025 - 12:13












































