
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er fundet en løsning på digitale valgannoncer
Kandidater til valget kan annoncere digitalt på private mediers hjemmesider, hvis de ikke bliver målrettet til en bestemt gruppe af personer, men kan ses af alle brugere.
Udgivet: 09/10/2025
I morgen træder den nye EU-forordning i kraft, og reglerne for gennemsigtighed og målretning af digitale politiske annoncer bliver skærpet.
Hidtil har det fået medier til at afstå fra at ville bringe valgannoncer, fordi der har manglet afklaring fra myndighederne, og det har været forbundet med en væsentlig juridisk risiko.
Men nu vurderer Datatilsynet, at medier med annoncevirksomhed kan bringe digitale politiske reklamer, eksempelvis valgannoncer, på deres hjemmesider, såfremt der "ikke anvendes målretnings- eller reklameteknikker, f.eks. ved udvælgelse (eller udelukkelse) af personer på baggrund af behandling af deres personoplysninger".
Det fremgår af et svar fra Datatilsynet til brancheorganisationen Danske Medier, der vurderer, at en IP-løsning er en farbar vej for kandidater som vil annoncere, og medier som vil bringe annoncerne.
Når det gælder de nye regler for annoncer i trykte medier, radio og på outdoor-placeringer er det fortsat vurderingen, at kravene om gennemsigtighed og mærkning af annoncer kan opfyldes.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt meddelte i slutningen af september, at den kommende bekendtgørelse om sanktioner i relation til forordningen af politisk reklame først vil få virkning fra 1. januar 2026.
Sidst opdateret: 09/10/2025 - 12:08












































