
Fra det seneste folketingsvalg i november 2022 på Aarhus Rådhus. (Genrefoto). - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Se de mange nye vælgere i din kommune
Omtrent hver femte vælger på landsplan er en ny vælger i sin kommune. Unge og tilflyttende børnefamilier kan være med til at afgøre valget, påpeger professor. Se de nye vælgere i din kommune i artiklen.
Udgivet: 26/09/2025
Særligt i hovedstadsområdet har kommunerne en høj andel vælgere, som ikke tidligere har stemt i kommunen.
Det fremgår af en analyse som Momentum har lavet.
De nye vælgere kan være personer der er fyldt 18 år siden sidste valg, tilflyttere fra andre kommuner eller vælgere, der er flyttet til kommunen fra udlandet.
Frederiksberg topper listen med 33 procent nye vælgere. Nederst ligger kommune som Thisted, Morsø og Bornholm med 14 procent nye vælgere.
De nye vælgere kan være jokere i kommunalvalgkampen, da det ikke er let at forudsige, hvad de stemmer og de kender ikke kommunens historik.
"Det gør valget mere uforudsigeligt. De nye vælgere kan ikke forventes at kende kommunen lige så godt, og deres stemmer vil i højere grad være mere i spil," siger professor ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær om Momentums undersøgelse.
"Tilflyttere kan ikke stemme på den samme kandidat, som de gjorde ved sidste valg, så de er tvunget til at tage aktivt stilling til kandidaterne og til at sætte et helt nyt kryds," siger Ulrik Kjær, og uddyber, at der her kan være et stort potentiale for mange politikere i at få fat i nogle fra gruppen.
På landsplan er 60 procent af de nye vælgere tilflyttere, 14 procent er indvandrere, og 26 procent er førstegangsvælgere, skriver Momentum.
(Artiklen fortsætter under kortet)
De nye vælgere ser forskellige ud
Momentum har undersøgt, hvem de nye vælgere er i de enkelte kommuner.
De er delt op i unge under 30 år, børnefamilier med hjemmeboende børn under 18 år, 30-66-årige uden hjemmeboende børn og 67+årige.
De nye vælgere stemmer typisk forskelligt alt efter, hvilken gruppe de tilhører, og de kan være med til at afgøre kommunalvalg, påpeger Ulrik Kjær i undersøgelsen fra Momentum.
”De unge i de store byer har typisk fokus på emner som boligsituationen og kulturområdet, mens børnefamilierne i omegnskommunerne vil være optagede af daginstitutioner, skoler, offentlig transport og lignende,” siger Ulrik Kjær.
Se de nye vælgere i din kommune på kortet:
Sidst opdateret: 26/09/2025 - 11:18
Temaer: KV25













































