- Foto: Bruna Casas/Reuters/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Odense vil gøre sig mindre afhængig af Big Tech

Ligesom Aarhus og København vil Odense forbedre sine muligheder for at opnå øget digital suverænitet. De store kommuner løber foran og høster erfaringer, som de mindre kan lære af, siger KL-direktør.

Udgivet: 26/09/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Susanna Arpi

Redaktør

Del artiklen:

De 22 forligspartier bag den nye budgetaftale i Odense er enige om, at man som en af landets fire store kommuner skal forbedre både sine egne og landets muligheder for at opnå øget digital suverænitet.

"Det er sikkerhedsmæssigt uhensigtsmæssigt, at vi er så afhængige af de såkaldte Big Techs løsninger, som vi er blevet," fremgår det af budgetaftalen.

Forvaltningen skal nu lave en vurdering af, hvilke initiativer og handlinger kommunen kan og bør tage, som skal afleveres til Økonomiudvalget.

Dermed følger Odense i hælene på Københavns og Aarhus kommuner, der ikke vil være afhængige af Big Tech-virksomheder, eksempelvis har Aarhus Kommune har valgt at skifte fra Microsoft til en tysk udbyder.

Betyder det, at alle kommuner skal i gang med at sætte penge af til at undersøge, hvor man er henne på den her digitale afhængighedsskala? Det har vi spurgt Christian Harsløf, KL's direktør for blandt andet digitaliserings- og teknologiområdet, om:

"Jeg ved ikke, om det er nødvendigt, at alle kommuner gør som Aarhus og Odense. Men hvis man sidder i en kommune i en it-afdeling, så er det da en god idé at kigge på digital afhængighed. Hvordan ser det egentlig ud hos os, har vi de afhængigheder, som alle går og taler om, eller har vi reelt nogle handlemuligheder? Men nu er der nogle af de store kommuner, der løber foran, og får skabt nogle erfaringer som vi kan bruge på sigt," siger han.

Microsoft-direktør: "Vi bliver ved med at passe på jeres data"

I onsdags blev digital afhængighed diskuteret på digitaliseringsmessen i Odense arrangeret af KL og KITA, som er foreningen af kommunale IT- og digitaliseringsansvarlige. Her var Line Sinding Skött, direktør for offentlig sektor i Microsoft, på scenen, hvor hun skulle forholde sig til, om man som en kommune, der er digitalt afhængig af udbyderen og amerikanske interesser, kan stole på Microsoft, og hun svarede blandt andet:

“Vi skal sikre, at teknologien giver jer handlefrihed til selv at have kontrollen. I kan lægge jeres nøgler i Europa, og vi sørger for, at det er jeres data, jeres kontrol. Vi kan garantere, at vi bliver ved med at passe på jeres data. I Europa har vi udvidelser, der giver jer nøglerne, så vi ikke selv kan få adgang – uanset hvilke krav der måtte komme,” sagde hun og fortsatte:

"Vi har forpligtet os juridisk til at udfordre enhver regering i verden, som måtte forsøge at begrænse vores mulighed for at levere service til kommuner og kunder – herunder de danske kommuner.”

Fra scenen adresserede Line Sinding Skött også den øgede trussel fra Rusland:

“Siden foråret er vi kommet med en række forpligtelser til både EU og Danmark. Det sker i en tid, hvor vi ser stigende trusler fra Rusland, som kan udfordre vores digitale forsyningssikkerhed. De forpligtelser, vi laver – og altid har lavet – er, at vi skal blive ved med at overholde EU-ret. Man skal kunne vælge løsninger, der overholder de rettigheder og værdier, vi læner os op ad i Europa,” sagde hun.

Line Sinding Skött, direktør for offentlig sektor i Microsoft, ses i midten. Yderst til højre ses Christian Harsløf, KL's direktør for digitaliserings- og teknologiområdet samt for det kommunale sundheds- og ældreområde. Foto: Digitaliseringsmesse i Odense, Christian Brandt.

Fik du læst?

Aarhus og København gør sig uafhængige af Microsoft

Fik du læst?

Aarhus vrager techgiganter og udvikler egen AI-assistent

Sidst opdateret: 26/09/2025 - 22:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]