
Partiformand for De Konservative, Mona Juul, drømmer om at partiet kan få borgmesterposten i sin gamle højborg, Frederiksberg. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Meningsmåling spår om nederlag til De Konservative i gammel højborg
Endnu en gang peger meningsmåling på, at Konservative får svært ved at generobre borgmesterposten i Frederiksberg Kommune. Samtidig antyder den, at S-borgmesteren kan beholde kæden.
Udgivet: 25/09/2025
En ny meningsmåling indikerer, at De Konservative får tilbagegang i partiets tidligere højborg, Frederiksberg. Partiet står til at få 31 procent af stemmerne ved det kommende valg. Ved KV21 fik partiet 40,3 procent af stemmerne.
Det fremgår af en meningsmåling fra Epinion, som er udarbejdet for Venstre, som NB-Kommune har fået adgang til.
Samtidig viser målingen fremgang til borgmesterpartiet Socialdemokratiet med en andel på 21 procent, hvor partiet ved KV21 fik 17 procent af stemmerne.
Frederiksberg Kommune var en konservativ højborg i 112 år indtil KV21, hvor socialdemokraten Michael Vindfeldt fik borgmesterposten.
Konservative vil vinde Frederiksberg
De Konservatives formand Mona Juul ved godt, at partiet har en stor opgave foran sig, hvis man skal generobre kommunen.
"Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få Frederiksberg tilbage, det er der ikke nogen hemmelighed i, men det er ikke nogen nem opgave", sagde partiformanden i august til partiets sommergruppemøde.
Meningsmålingen peger på, at borgmester Michael Vindfeldt kan beholde posten med et snævert flertal, da de rød-grønne partier samlet får 51 procent. Den blå blok står til 46 procent af stemmerne og Moderaterne sammen med lokallister står til én procent hver.
Epinion, som har udarbejdet meningsmålingen for Venstre, har via telefon- og webinterview i perioden 27. juli til 22. august 2025 indsamlet 589 svar blandt borgere på Frederiksberg på 18 år eller derover. Heraf svarede 495 på spørgsmålet om, hvilket parti de vil stemme på til valget.
Udvikling siden KV21
Der er løbende foretaget forskellige meningsmålinger i kommunen, og de indikerer, at Konservative ser ud til at skrumpe mere og mere, mens Socialdemokratiet står til fremgang. Meningsmålingerne er lavet af forskellige aktører og kan have usikkerheder, men de indikerer samlet, at Konservative vil få tilbagegang ved det kommende valg. Se, hvordan tilslutningen til partierne ifølge meningsmålinger har ændret sig siden KV21 i tabellen nedenfor.
Flere faktorer i spil
Der er en lang række faktorer i spil, som gør det svært at forudsige et valg. En ubekendt kan være, at en kommune får mange nye vælgere. Og netop det har Frederiksberg Kommune siden det seneste valg.
Ifølge en analyse fra Momentum er Frederiksberg Kommune den kommune i landet - sammen med Vallensbæk – hvor der er flest nye vælgere ved valget i november. Hver tredje vælger på Frederiksberg er ny.
De nye vælgere er enten blevet 18 år, er flyttet til kommunen fra en anden eller indvandret fra udlandet siden valget i 2021
Især nye tilflyttere fra andre kommuner gør valget i en kommune mere uforudsigeligt, for tilflytterne kender ikke nødvendigvis kommunens historik og politikernes tidligere meritter, så politikerne kan ikke regne med, at de nye vælgere nødvendigvis vil belønne tidligere politiske resultater, fremgår det af analysen.
Sidst opdateret: 25/09/2025 - 12:57
Temaer: KV25













































