
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Borgerrepræsentationen mindes civile ofre i Gaza med et minuts stilhed
Udgivet: 24/09/2025
Et flertal i gruppeforpersonskredsen i Københavns Kommune har besluttet, at det næste møde i Borgerrepræsentationen den 2. oktober skal indledes med et minuts stilhed for at mindes de civile ofre i Gaza, Vestbredden og Israel.
Det skriver Altinget.
Forslaget blev oprindeligt stillet af Radikale Venstres Kashif Ahmad på Borgerrepræsentationens møde den 18. september.
Her besluttede et flertal efter en lang debat, hvor overborgmester Lars Weiss (S) ifølge Altinget flere gange så sig nødsaget til at afbryde politikerne på talerstolen, at henvise forslaget til gruppeforpersonskredsen, der som navnet antyder består af forpersoner for samtlige partier på Københavns Rådhus.
Det er ikke første gang, at krigen i Gaza har fyldt på Københavns Rådhus. Tidligere har beslutningen om at navngive en plads i København "Palæstinas Plads" også ført til stor debat, forud for at beslutningen blev vedtaget i marts.
TB
Sidst opdateret: 24/09/2025 - 11:18












































