
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Det skal ikke altid handle om medaljer
Udgivet: 25/09/2025
Det skal ikke altid handle om resultater eller om at være den bedste. Det er lige så vigtigt at være en del af et fællesskab.
Odense Kommune og DGI Fyn åbner i oktober for ansøgninger til en pulje på 500.000 kroner, der giver foreninger mulighed for at skabe fællesskaber med fokus på leg, bevægelse og trivsel frem for præstationer. De odenseanske idrætsforeninger kan søge op til 50.000 kroner.
For sundhedsrådmand Tommy Hummelmose er puljen et vigtigt skridt i arbejdet med at skabe bedre rammer for børn og unges trivsel.
"Vi ved, at mange børn og unge føler sig presset af krav og præstation. Derfor skal vi skabe frirum, hvor fællesskab og glæden ved at være aktiv er i centrum. Det skal puljen hjælpe med, og det er afgørende for, at flere unge kan få en hverdag med mindre præstationspres", siger Tommy Hummelmose, sundhedsrådmand i Odense Kommune, i en pressemeddelelse.
Puljen uddeles i samarbejde med DGI Fyn, der ligesom sidste år bidrager med 250.000 kroner til foreningerne.
SA
Sidst opdateret: 25/09/2025 - 10:38












































