
- Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Udbrydere fra Alternativet i København stifter nyt parti
Udgivet: 27/08/2025
Flere tidligere medlemmer af Alternativet i København bryder ud og har stiftet et nyt parti, kaldet Skamløse Demokrater.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Der er tale om otte tidligere medlemmer - herunder Troels Christian Jakobsen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og tidligere i august blev suspenderet fra partiet.
"Demokratiet kobles i dag mere og mere af befolkningen. Befolkningen inddrages for sent i høringer, og på Rådhuset klappes aftaler af uden en ordentlig politisk proces. Derfor mener vi, at meget politik i dag er skamløst. Vi vil forsvare demokratiet, og det vil vi gøre skamløst," siger Troels Christian Jakobsen til TV 2 Kosmopol.
Skamløse Demokrater stiller også op til kommunalvalget, det afholdes i november.
Partiet vil indgå i valgforbund med Frie Grønne og andre små listepartier, lyder det fra Troels Christian Jakobsen til mediet.
TB
Sidst opdateret: 27/08/2025 - 09:26
Temaer: KV25













































