Den nye VIVE-rapport peger på flere læringspunkter for kommunerne. NB-Social har læst rapporten, og samler her de vigtigste pointer.

To ud af tre forældre til anbragte børn og unge med autisme ikke mener, at kommunens hjælp var det, barnet havde brug for.

Ligeledes mener tre fjerdedele af forældrene ikke, at sagsbehandlerne havde nok viden om barnets behov på grund af autismen.

En tredjedel af forældrene mener dog også, at anbringelsen i ringe grad eller slet ikke har gavnet barnet.

Det er dog en række forhold, der er relevante at tage højde for, som kan forklare flere dele af utilfredsheden.

Børn og unge med autisme bliver i undersøgelsen inddelt i fire grupper, fordi forløbene op til anbringelsen er forskellige:

• Det ufrivilligt anbragte barn
• Det tidligt diagnosticerede barn
• Den udtrættede familie
• Den unge til fare for sig selv eller andre

Det ufrivilligt anbragte barn er typisk kendetegnet ved at få en sag i kommunen i førskolealderen, inden barnet senere bliver udredt og anbragt. Her oplever forældrene sig ofte misforstået, overvåget og er kritiske over for både kommunen og anbringelsen. De vurderer ikke, at anbringelsen hjælper barnet.

Ved det tidligt diagnosticerede barn er der et omfattende støttebehov. Barnet bliver som regel anbragt tidligt på forældrenes egen foranledning. Ofte har forældrene har et positivt samarbejde med kommunen og synes, at anbringelsen gavner barnet.

Barnet i den udtrættede familie udfordringer viser sig typisk først ved skolestart, hvor barnet udredes og får en diagnose. Det følges af et udmattende forløb for familien, der til sidst kommer i kontakt med kommunen uden at få et tilbud, der hjælper barnet.

Her er oplevelsen, at barnets mistrivsel forværres, og det ender til sidst med en anbringelse. Forældrene vil typisk være kritiske over for kommunen og mene, at anbringelsen kunne været undgået med rettidig hjælp.

I den sidste gruppe manifesterer udfordringerne og autisme-diagnosen sig typisk i før-puberteten. Afstanden mellem kontakten til kommunen og anbringelsen kan være relativt kort. Eksempelvis hvis der er tale om en akutanbringelse, fordi den unge er selvmordstruet, psykotisk eller voldelig.

Baggrunden for rapporten er, at børn og unge med autisme oftere bliver anbragt udenfor hjemmet sammenlignet med øvrige børn og unge.

Udfordringer i samarbejdet mellem forældre og kommuner

Forældrenes beretninger fastslår, at samarbejdet med kommunen i tiden op til anbringelsen ikke altid foregår så gnidningsfrit.

Der er forskellige årsager til gnidningerne: Hyppige personaleskift i kommunen forhaler sagsbehandlingsprocessen eller resultere i en oplevelse af, at sagen starter forfra med den nye rådgiver.

Forældre peger også på, at rådgiverne ikke altid har den fornødne viden om autisme, som de peger på, er en forudsætning for at udvikle en god samarbejdsrelation.

Slutteligt mener nogle forældre, at der er langt mellem indsatserne, som ville kunne gøre en positiv forskel for barnet.

Kommunerne undergår i disse år i udvikling, der betyder, at de i forskellig grad specialiserer sig i børn og unge med autisme. Nogle kommuner har oprettet særlige teams, der behandler disse sager.

I undersøgelsen fortæller flere repræsentanter fra kommunerne, at der er en række udfordringer i at støtte børn med autisme.

Nogle har erfaret, at tilbud om massiv støtte ikke altid virker, mens andre peger på, den kommunale økonomi flere steder har betydning for, hvad man kan tilbyde børn med autisme.

Slutteligt peger mange på, at kommunerne i mange tilfælde ikke sætter ind med tilstrækkelig hjælp og støtte, da man først vil undersøge, om mindre indgribende indsatser virker.

Der er således flere lighedspunkter mellem forældrene og kommunernes repræsentanter.

Fire perspektiver til bedre praksis

På tværs af de førnævnte fire grupperinger er der fire områder, hvor myndighederne og andre aktører indenfor autismeområdet står overfor uløste udfordringer i forhold til de anbragte og deres familier.

• De sociale myndigheder bør anlægge en anerkendende tilgang til forældrene – både i forløbet op til anbringelsen, under selve anbringelsen og i forbindelse med en eventuel hjemgivelse.
• Forældrene efterspørger, at de kommunale rådgivere og andre fagpersoner har mere autismespecifik viden om, hvordan man bedst støtter børnene og de unge.
• Et behov for i højere grad rettidige og differentierede indsatser. Flere fremhæver, at de indsatser, der gives, ikke er omfattende nok. Man bør derfor starte på et højere trin på den såkaldte indsatstrappe.
• Behov for afklaring af dilemmaer i forhold til autistiske børn og unge. Eksempelvis skal den enkelte kommune både balance princip om mindst gribende indsats og rette indsats til rette tid.