
I Københavns Kommune er antallet af højtlønnede væsentligt højere end landsgennemsnittet, og der er forholdsmæssigt mange akademikere ansat. Det bidrager til højere administrationsomkostninger. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere højtlønnede kan ligge til grund for Københavns Kommunes lavere effektivitet
I Københavns Kommune er der forholdsmæssigt mange akademikere ansat. Det bidrager til højere administrationsomkostninger. S-gruppeforperson vil undersøge, hvilke opgaver kommunen bruger akademikere til.
Udgivet: 25/08/2025
Højere lønniveau og højere uddannelsesniveau er nogle af de faktorer, som professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh peger på, når det kommer til, hvorfor Københavns Kommune er 19 procent mindre effektivt drevet end gennemsnitskommunen.
Det kunne NB-Økonomi fremlægge tirsdag, efter at S-overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil meldte ud, at hun vil gøre det gratis at have børn i daginstitution i Københavns Kommune. Det kræver 800 millioner kroner, som blandt andet skal findes i kommunens administration - og det kan godt lade sig gøre, men det er ikke nemt, lyder det fra professoren.
Ifølge Per Nikolaj Bukh er lønniveauet i al almindelighed højere i København end i resten af landet.
Når man har flere akademikere, og man benytter stillingskategorierne chef- og specialkonsulenter til at løfte lønnen, får man et højere lønniveau.
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring
"Det har noget at gøre med udbud og efterspørgsel. Der er rigtig, rigtig mange både virksomheder og i den offentlige administration, der efterspørger arbejdskraft i forhold til det udbud, der er," siger han.
Og som arbejdsplads er Københavns Kommune meget attraktiv for dem, der uddannes inden for statskundskab fra for eksempel Københavns Universitet og Copenhagen Business School, lyder det.
"Så det vil sige, at man har lettere ved at tiltrække de dygtige inde i Københavns Kommune, end man har i Lolland og Thisted. Også fordi man i kommunen har arbejdsopgaverne til det og tilpasser arbejdsopgaverne til dem med de lange uddannelser. Men du kan også tiltrække dem, fordi de gerne vil vil bo i København, hvis de har mulighed for det," siger Per Nikolaj Bukh.
Mange special- og chefkonsulenter
Den lette adgang til dygtige kandidater gør samtidig, at uddannelsesniveauet blandt de ansatte i kommunen også er højere, vurderer professoren.
"Det er også min fornemmelse, at der er forholdsvis mange special- og chefkonsulenter i Københavns Kommune. Og når man har flere akademikere, og man benytter stillingskategorierne chef- og specialkonsulenter til at løfte lønnen, får man et højere lønniveau," siger han.
Flere akademikere
Ser man på tal fra tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor har Københavns Kommune netop en større andel af akademikere ansat end i resten af landet.
Det viser et overblik, som NB-Kommune har lavet.
I København ligger andelen af ansatte akademikere på 11,2 procent, mens andelen af akademikere i de resterende danske kommuner ligger mellem 7,9 procent og 3,3 procent.
Frederiksberg Kommune har den anden højeste andel af akademikere ansat med 7,9 procent, mens Gribskov er nummer tre med 7,8 procent og Århus nummer fire med 7,7 procent.
S: Bruger vi akademikere rigtigt?
Vi skal se på, hvad akademikerne bruges til i kommunen, siger Socialdemokratiets gruppeforperson og børne- og ungdomsordfører, Andreas Keil:
”Jeg noterer mig, at Aarhus ligger lidt over 7 procent, og Frederiksberg også omkring 7,5. I København er vi oppe på over 11 procent. Det er iøjnefaldende, og derfor synes jeg også, vi bør undersøge, om der er naturlige forklaringer – eller om vi reelt har ansat flere akademikere, end der er behov for,” siger han.
Jeg skal ikke forsvare, om vi har det rette antal akademikere. Det kan sagtens være, at vi kunne have færre. Men jeg håber i hvert fald, at når folk er blevet ansat, så er det fordi der er behov for dem.
Andreas Keil, Socialdemokratiets gruppeforperson og børne- og ungdomsordfører
Debatten om antallet af akademikere i Københavns Kommune er ikke ny. Ifølge Andreas Keil er der dog behov for en mere nuanceret tilgang.
”Jeg skal ikke forsvare, om vi har det rette antal akademikere. Det kan sagtens være, at vi kunne have færre. Men jeg håber i hvert fald, at når folk er blevet ansat, så er det fordi der er behov for dem,” siger han.
Han understreger, at spørgsmålet ikke kun handler om antal, men om hvilke opgaver akademikerne udfører.
”Der, hvor jeg kunne have en opmærksomhed, det er, hvad vi bruger vores akademikere til. Er det opgaver, som HK’ere eller andre godt kunne sidde og løse? Er det tilsyns- og kontrolopgaver eller sagsbehandling, hvor vi kunne videreuddanne ikke-akademikere til at løse opgaverne? Det synes jeg godt, man kunne være mere nysgerrig på,” siger Andreas Keil.
Han peger samtidig på, at Københavns Kommune kan stå over for mere komplekse opgaver end mindre kommuner.
”Der kommer flere lovkrav og bekendtgørelser, som stiller større krav til vores meget store forvaltninger. Samtidig oplever jeg, at politikerne og borgerne stiller større krav til svar, vurderinger og udarbejdelse af materiale. Det giver en naturlig forklaring på, hvorfor man har brugt flere akademikere,” siger han.
Alligevel ser han grund til at undersøge, om kommunen for ofte vælger den dyreste løsning.
Højere løn gælder ikke kun for akademikere
Per Nikolaj Bukh påpeger, at de øgede lønomkostninger i Københavns Kommune ikke kun gælder for akademikerne.
"Jeg tror generelt, der er højere lønninger hele vejen rundt," siger han.
Det bekræfter tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakonto.
Ser man på gennemsnitslønnen for en ansat i en dansk kommune ligger den på 45.867 kroner. I Københavns Kommune får en ansat i gennemsnit 48.223 kroner.
Det er en forskel på fem procent.
Akademikernes løn er lig gennemsnittet
Men ser man specifikt på akademikerne, viser tallene fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, at Københavns Kommunes akademikere langt fra ligger i top lønmæssigt.
Mens gennemsnitslønnen for alle landets kommuner ligger på 58.787 kroner, får en akademiker i København i gennemsnit får 59.100 kroner.
Ifølge tallene er der 33 kommuner, hvor akademikere i gennemsnit betales mere end i København - herunder Helsingør, Holbæk og Gentofte, der ligger i top med en gennemsnitsløn på henholdsvis 62.258 kroner, 62.119 kroner og 61.564 kroner.
Ser man nærmere på lønnen blandt de københavnske akademiker, er det særligt chefkonsulenter, akademiingeniører og specialkonsulenter, der trækker løngennemsnittet op.
Ifølge tallene får en chefkonsulent i Københavns Kommune i gennemsnit 69.881 kroner, mens 64.117 kroner og specialkonsulenter får 62.340 kroner.
Gennemsnitslønnen på landsplan for de tre stillinger ligger derimod på 71.542 kroner for chefkonsulenter, 62.888 kroner for akademiingeniører og 63.296 for specialkonsulenter.
Sidst opdateret: 25/08/2025 - 12:11
Temaer: KV25













































