
Andreas Boesen (S), Karl-Åge Hornshøj Poulsen (S) og Carsten Nielsen (V) er alle byrådsmedlemmer og bestyrelsesformænd for et forsyningsselskab. - Foto: Horsens Kommune; Kalundborg Kommune; Fredensborg Kommune
Disse forsyningsselskaber har flest politisk udpegede i bestyrelsen
I mange forsyningsselskaber udgør de politisk udpegede en betydelig del af bestyrelsesmedlemmerne. I Kalundborg Forsyning vil de hellere "indkalde ekstra kompetencer" til konkrete beslutningsprocesser.
Udgivet: 15/08/2025
I ét forsyningsselskab er alle bestyrelsesmedlemmerne uafhængige på nær kommunaldirektøren, som sidder med ved bordet. I et andet er det udelukkende forbrugernes interesser, der er repræsenteret i bestyrelsen, med byrådspolitikere og forbrugervalgte som medlemmer.
Bestyrelserne for landets forsyningsselskaber varierer på antal og profiler. NB-Forsyning & Klima har lavet en optælling over antallet af medlemmer på tværs af kommunal ejede selskaber, der har spildevand, hvor særligt ni bestyrelser skiller sig ud ved at have seks eller flere medlemmer, som er kommunalpolitikere.
I debatten om mere professionaliserede bestyrelser er spottet netop rettet mod kommunalpolitikernes rolle. Spørgsmålet er, hvorvidt sagen i Odsherred Forsyning, kravet om uafhængighed i varmeselskabers bestyrelser og anbefalingen fra Vandreguleringsudvalget har fået de politisk tunge bestyrelser til at overveje, om det er på tide med en ny sammensætning. Umiddelbart lader det til, at flere er tilfredse med status quo.
Disse ni bestyrelser har mere end seks politiske medlemmer
Kommune | Selskab | Antal |
Fredensborg | Fredensborg Forsyning | Otte |
Horsens | Horsens Vand | Otte |
Hedensted | Hedensted Spildevand | Syv |
Hillerød | Hillerød Forsyning | Syv |
Kalundborg | Kalundborg Forsyning | Seks |
Faxe | Faxe Forsyning Holding | Seks |
Nyborg | Nyborg Forsyning og Service | Seks |
Ringkøbing-Skjern | RS Forsyning | Seks |
Bornholm | Bornholms Energi & Forsyning | Seks (reduceres til fire i 2026) |
Kilde: NB-Forsyning & Klima
Ejerkredsen ønsker flertal
NB-Forsyning & Klima har talt med tre af de ni bestyrelser i denne artikel for at høre, hvad de tænker om deres egen bestyrelsessammensætning.
I Fredensborg Forsyning er det planen, at der inden årsskiftet skal laves en evaluering af bestyrelsesarbejde de sidste fire år. Bestyrelsesformand Carsten Nielsen forventer dog ikke, at den gennemgang vil give anledning til de store ændringer.
"Der er nogle, der siger, at det er brug for mere professionelle medlemmer af bestyrelsen. Jeg synes faktisk, at både byrådet og vores bestyrelse i Fredensborg Forsyning er professionelle. Vi er valgt på baggrund af, hvem vi er, hvad vi kan, og hvad vi tænker om det. Jeg synes, at det er en god konstellation," siger Carsten Nielsen, der sidder i byrådet for Socialdemokratiet.
Kalundborg Forsyning, som er et multiforsyningsselskab med drikkevand, spildevand og fjernvarme, skal tage stilling til, hvordan de vil håndtere kravet om mindst to uafhængige medlemmer i kraft for varmeselskabets bestyrelse. Forsyningen har en såkaldt enhedsbestyrelse for alle selskaberne i koncernen, hvor de forbrugervalgte har samme rettigheder som resten. Kravet kan derfor blive løst ved forbrugervalget til efteråret.
Så hvordan bestyrelsen kommer til at se ud på den anden side af kommunalvalget, er endnu for tidligt at sige, forklarer Karl-Åge Hornshøj Poulsen, bestyrelsesformand og byrådspolitiker for Venstre.
"Min opfattelse er, at ejerkredsen lægger vægt på at have et flertal. Der er næppe interesse i at danne en professional bestyrelse, hvor ejerkredsen - kommunalbestyrelsen - ikke har majoriteten," siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen, der afventer, om der kommer nye bekendtgørelser på de andre forsyningsområder.
Tidligere har Kalundborg Forsyning haft forskellige modeller oppe at vende for, hvordan bestyrelsen kan se ud. En af de drøftede idéer var et advisory board, som dog endte med at blive lagt ned, fordi bestyrelsen hellere vil fokusere på at "få de nødvendige og rigtige kompetencer ind i bestyrelsen," forklarer Karl-Åge Hornshøj Poulsen.
"Vi har haft flere muligheder oppe at vende, men vi har valgt at sige, at vi indkalder ekstra kompetencer til de konkrete beslutningspunkter."
Forskel på forsyningsselskaber
Også i Horsens er det planen, at bestyrelsesmedlemmerne skal drøfte, hvad de ønsker i en ny bestyrelse efter kommunalvalget. Selvom bestyrelsesmedlemmerne endnu ikke har haft mulighed for at slå hovederne sammen, vil bestyrelsesformand Andreas Boesen (S) gerne sætte ord på sin holdning.
"Jeg vil nok anbefale en balance mellem politisk udpegede og eksterne," siger han og tilføjer:
"Vi ved jo endnu ikke, hvem der bliver udpeget til bestyrelsen, men det vil være en idé, at bestyrelsen selv kan undersøge, hvilke kompetencer den finder nødvendig efterfølgende."
I bestyrelsen for Horsens Vand Holding er ti medlemmer, der foruden de otte politisk udpegede tæller to forbrugerrepræsentanter. Som vandselskab har Horsens Vand naturligt monopol på at levere vand til borgerne, og netop denne skelnen mellem monopolselskaber og konkurrenceudsatte selskaber er et perspektiv, som Andreas Boesen mener, mangler i debatten om mere professionaliserede bestyrelser.
"Jeg er ikke overbevist om, at de klassiske bestyrelseskompetencer holder stik i monopolselskaber, mens de sikkert gør sig gældende i selskaber med en mere frivilligbaseret bestyrelse," siger Andreas Boesen.
I Hillerød har forsyningsselskabet sendt et forslag til byrådet, hvor de politisk udpegede ikke længere vil have flertal i bestyrelserne for Holding og Service.
Denne artikel er en del af en serie om professionelle bestyrelser i forsyningsselskaber. I serien sætter NB-Forsyning & Klima fokus på udviklingen mod mere specialiserede bestyrelser, hvor kompetencer som faglighed, erfaring og alder er i fokus.
Sidst opdateret: 15/08/2025 - 09:50












































